Efter en del kasten rundt i systemet kom Mikkel Storm og Mads Baarup i gang med en EGU, og i dag står de både med en 9. klasses afgangseksamen i bagagen samt fast job hos Meny

 

EGU er en to-årig ungdomsuddannelse, hvor hovedvægten er på praktik, og det passede perfekt til Mikkel Storm og Mads Baarup, da ingen af dem havde færdiggjort deres folkeskole af forskellige årsager.

I forbindelse med EGU-forløbet var de begge i praktik i Meny på Mariagervej, mens de også tog 7., 8. og 9. klasse hos AOF, hvilket de ikke tidligere havde troet var muligt for dem at gennemføre.

”Jeg elsker at arbejde, men jeg har aldrig været særlig vild med skolen, så det var fedt med praktikken,” forklarer 24-årige Mikkel, som nu har fået fast job som salgsassistent hos Meny.

Det kan Mads på 23 år nikke genkendende til. Han brød sig ikke om folkeskolen, da han havde vanskeligt ved det boglige på grund af ordblindhed, men til gengæld vidste han, at han gerne ville være slagter. Den drøm er han kommet et skridt nærmere, da han for nylig startede i slagterlære.

Hos Meny har man tit praktikanter i de forskellige afdelinger, og der har været flere succeshistorier.

”Som virksomhed har vi naturligvis et ansvar for at hjælpe folk godt i gang,” siger Ulrik Bøgelund, butikschef i Meny på Mariagervej.

 

EGU var en succes for Mikkel og Mads

Et EGU-forløb resulterede i både en 9. klasses afgangseksamen samt fast job til Mikkel Storm og Mads Baarup – noget som de begge er meget glade for og stolte af, da det måske ikke lige lå i kortene for dem.

De var igennem flere forskellige praktikker, forløb og arbejdssteder, uden at det gav resultater for dem.

”Det duede slet ikke for mig!” forklarer 24-årige Mikkel Storm og fortsætter:

”Det, jeg havde brug for, var tryghed og faste rammer i mit arbejdsforhold, men det fik jeg ikke ved at blive sendt rundt til så mange forskellige steder i systemet.”

Alt dette ændrede sig dog, da Mikkel og Mads fik mulighed for at komme i et EGU-forløb. EGU står for Erhvervsgrunduddannelse, den strækker sig over to år og udmærker sig ved at indeholde meget praktik og kun lidt teori. Det var den optimale løsning for både Mikkel og Mads, da de ikke havde hverken lyst eller overskud til en boglig uddannelse – derimod vidste de godt, hvad de gerne ville lave: Mikkel ville arbejde i butik, og Mads havde altid haft en drøm om at blive slagter.

 

Rummeligt praktiksted

Det kunne dagligvarebutikken Meny på Mariagervej tilbyde dem, så derfor kom de begge i praktik her.

”Jeg kunne se, at de gerne ville arbejde – de passede rigtig godt ind i huset, og de gjorde allerede fra første dag et stort stykke arbejde,” fortæller butikschef i Meny på Mariagervej, Ulrik Bøgelund.

Hos Meny har man tit praktikanter i de forskellige afdelinger, og der har været flere succeshistorier som Mikkel og Mads.

”Selvfølgelig har vi som virksomhed et ansvar for at hjælpe folk i gang,” siger Ulrik Bøgelund og fortsætter:

”Vi er jo et stort hus med mange ansatte, så vi kan rumme folk – vi hjælper hinanden, vi har tiden til det, og hvis der opstår problemer eller udfordringer, tager vi hurtigt hånd om det.”

 

Drømmen gik i opfyldelse

Samtidig med at Mikkel og Mads var i praktik, skulle de i henhold til deres uddannelsesplan også følge et AOF-kursus, som styrkede deres boglige kompetencer. Her startede de på 7. klasses niveau og arbejdede sig op til 9. klasse.

”Det var lidt hårdt at skulle passe både arbejde og skole – det blev nogle lange arbejdsdage engang imellem,” indrømmer Mads smilende, og Mikkel tilføjer:

”Men man vænnede sig faktisk hurtigt til det.”

Nu er eksamensbeviset fra 9. klasse i hus, hvilket betyder, at de to unge mænd kan hellige sig deres nye arbejde.

Hos Meny har Mikkel Storm fundet den tryghed og de faste rammer, som han søgte efter. For nylig blev han godkendt til et fleksjob, hvorefter han blev tilbudt fast job som salgsassistent i frostafdelingen.

Mads er også kommet et skridt nærmere sit ønske om at blive slagter. 1. august blev han nemlig ansat som slagterlærling i Meny.

Og butikschef Ulrik Bøgelund har lutter rosende ord tilovers for de to unge randrusianere, som har så megen gå-på-mod:

”De er begge vokset utrolig meget i den tid, de har været her – både fagligt, menneskeligt og personligt. Vi kan kun være stolte over at have dem i virksomheden.”