I de seneste år har Randers FC gjort mere og mere ud af at give noget tilbage

 

Randers FC gør meget for at gøre en forskel og hjælpe mennesker, der har det svært. Hjælpen kommer blandt andet via Randers FC Fonden, hvor medlemmer af moder- og samarbejdsklubber kan søge om økonomisk støtte til fodboldrelaterede formål.

I Randers FC vil man dog også gerne hjælpe folk, der har det svært uden for landets grænser, og derfor har man indgået et samarbejde med den humanitære organisation ”Football for a new tomorrow” – i daglig tale FANT, der gennem oprettelse og drift af idrætsforeninger i det tidligere borgerkrigsramte Sierra Leone skaber udvikling og forandring for børn og unge.

”Vi har via kontakter tidligere sendt brugt træningstøj, støvler og andet udstyr i et mindre omfang til blandt andet DR Congo og Sierra Leone, hvor de har haft store glæde af det. Nu har vi dog tænkt os at indlemme vore moder- og samarbejdsklubber samt andre partnere i en større indsamling, så vi kan få sendt endnu mere udstyr til et sted, hvor der virkelig er brug for det,” siger kommunikationschef Kristian Fredslund Andersen.

Han var selv nede og se FANT’s arbejde i 2014, og det var noget, der gjorde indtryk.

”Det var en øjenåbner. At opleve det så tæt på var vildt, og det har gjort noget ved min måde at tænke og agere på. Derfor er jeg også glad for, at vi kan være med til at støtte det store arbejde, FANT gør i Sierra Leone. Vi tager nogle gange det at gå til foreningsidræt og betydningen af det for givet, for vi har flere muligheder. Det har de ikke dernede, så derfor er det fantastisk at se, hvad det giver små lokalsamfund i Sierra Leone at få oprettet en forening,” fortæller Kristian Fredslund Andersen.

I FANT er man glade for, at det bliver til et mere formaliseret samarbejde med en etableret dansk fodboldklub.

”Vi er virkelig glade for, at Randers FC vil støtte op om FANT og kan se, at det, vi gør i Sierra Leone, virkelig betyder noget for en masse mennesker. Vi taler om mennesker, der vitterligt ikke har ret meget og ikke har de lyseste fremtidsperspektiver. Her får de noget at samles om samtidig med, at de bliver uddannet som mennesker via den foreningskultur, vi opbygger i klubberne,” fortæller Cecilie Hauerberg, stifter og daglig leder af FANT.

FAKTA OM INDSAMLINGEN

Randers FC vil i forbindelse med aftalen med FANT samle tøj ind i FC’s moder- og samarbejdsklubber. En specialproduceret indsamlingskasse vil blive stillet op i de klubber, der vil deltage i indsamlingen. Randers Produktionshøjskole, der i forvejen er samarbejdspartner med FANT, vil stå for den fysiske afhentning af kasserne.

Læs mere om FANT på hjemmesiden www.fant.dk

Spørgsmål vedrørende indsamling rettes til Kristian Fredslund Andersen på ka@randersfc.dk eller 2857 4694.