En 71-årig kvinde, der ved Retten i Randers er tiltalt for vanrøgt af 61 hunde, erkender, at hun og en samlever aflivede 16 hunde med skud fra en salonriffel.

Hun forklarer, at det var den nu afdøde samlever, der skød hundene, mens kvinden fastholdt dem.

– Jeg tog dem ud af burene én efter én og holdt dem, mens han skød, forklarer den ældre kvinde, der foroverbøjet og med lav stemme svarer på anklagerens spørgsmål.

Aflivningen fandt sted i perioden mellem 7. og 17. februar 2017.

På det tidspunkt var kvinden i myndighedernes søgelys, og Dyrenes Beskyttelse havde været på landejendommen nord for Randers og afhentet de første hunde.

Men politiet fandt ikke alle hundene ved det første besøg.

Da kvinden ikke kunne bære at se, at flere dyr blevet taget fra hende, blev hun enig med samleveren om, at de resterende hunde skulle skydes.

De lagde de døde dyr i plastiksække, og meningen var, de skulle graves ned. Men det nåede de ikke, før politiet igen dukkede op, og kvinden blev anholdt.

Samleveren var også tiltalt i sagen, men han er i mellemtiden afgået ved døden.

Mens kvinden erkender at have medvirket til aflivning, nægter hun at hundene generelt blev vanrøgtet.

– De fik vand og mad to gange om dagen, siger kvinden.

Hundene var ikke interesseret i at komme ud og lege, hævder hun.

Den tiltalte erkender, at hundene de sidste fem år ikke havde optimale forhold.

– Jeg skulle nok have muget ud, siger kvinden om hundene, som gik på en blanding af aviser og spåner.

– Men problemet var, at jeg blev syg, fortæller hun om årsagen til, at hun ikke fik fjernet dyrenes efterladenskaber.

Hundeholdet var i starten en hobby, som kvinden havde ved siden af sit rengøringsjob.

Hvalpene var en krydsning af racerne king charles cavalier, border terrier og puddel.

De blev solgt via opslag, som hun kørte rundt og satte op forskellige steder i lokalområdet.

De senere år kneb det dog kvinden at komme af med alle hvalpene, og derfor hobede de sig op, har hun forklaret.

Kvinden erkender at have haft et erhvervsmæssigt opdræt af hunde uden at have tilladelse til det.

Desuden erkender hun at have overtrådt våbenloven ved besiddelse af salonriffel, haglgevær og en halvautomatisk pistol samt patroner.

Hun erkender også at have overtrådt hundeloven, idet at hundene ikke var mærket, registreret eller forsikret.

Sagen ventes afsluttet på fredag.

/ritzau/