En 71-årig kvinde idømmes ét års betinget fængsel i sag om hundevanrøgt. Kvinden frakendes retten til at have med dyr at gøre i ti år, afgør Retten i Randers.

Kvinden var tiltalt for vanrøgt af 61 hunde, herunder aflivning af 16 hunde, der blev fundet døde ved landejendommen i Gjerlev ved Randers.

Anklager Marianne Birch, Østjyllands Politi, argumenterede i sin procedure for mindst ét års ubetinget fængsel.

“Der er ingen andre af de sager, jeg har kunnet finde, hvor omfanget af skader og lidelser er så store som i denne sag,” lød det fra anklageren.

Kvinden erkendte i retten at have medvirket til aflivning af 16 hunde. Hun holdt dem fast, mens hendes nu afdøde samlever skød dem med en salonriffel, forklarede hun.

Men kvinden nægtede, at der var tale om groft uforsvarlig behandling af hundene, som anklagen mod hende lød.

Den tiltalte modtager dommen.

/ritzau/