100 unge talenter fra Randers står sammen om at opføre stor totalforestilling i en gammel fabrikshal hos den tidligere togfabrik Bombardier fredag 26. oktober

 

Med dansere og gymnaster fra RgF, sangskrivere og musikere fra det lokale musikmiljø, unge kunsttalenter tilknyttet Randers Kunstmuseum og Kaosambasaden samt elever fra Talentskolen på Randers EgnsTeater, kommer den tidligere fabrikshal til at syde af liv.
Tonikum er en totalforestilling, med 100 unge talenter på scenerne, en imponerende lyssætning og nykomponeret musik. Det er en teaterevent med spot på ønsket om at være udødelig. I Tonikum møder vi et ungt forelsket par, der for et øjeblik tror, at de har fundet svaret på uendelig lykke, da de får adgang til et udødelighedsserum. Her er muligheden for, at de vitterlig kan elske hinanden for evigt. Men onde kræfter har interesse i den fristende eliksir, og en kamp mod tiden starter, da eliksiren kommer i de forkerte hænder, og det unge par bliver revet væk fra hinanden.

“Det er fantastisk at se, hvor meget ungt talent der er i Randers. Tonikum bliver en helt unik oplevelse for publikum, der får mulighed for at opleve lokale dansere, musikere, skuespillere og kunstnere, der leverer på et super højt niveau,” siger Tine Eibye, der er leder og koordinator for produktionen.
Publikum kan opleve Tonikum fredag 26. oktober. Forestillingen spiller både kl. 19 og 21.

 

Skabt i et stort samarbejde
Økonomisk er forestillingen blevet til med støtte fra Kulturaftale Østjysk Vækstbånds pulje til levende ungekultur. En aftale mellem kommunerne, Viborg, Silkeborg, Horsens og Randers. Østjysk Vækstbånd har tidligere støttet lignede kulturprojekter i Randers.
“Denne forestilling er endnu et udtryk for, at man i Kulturlivet i Randers er fantastisk gode til at samarbejde inden for kommunegrænsen, men også på tværs i vores region. Her giver vi en platform til unge talenter, som sammen skaber en nytænkt kulturoplevelse for borgerne, samtidig med at de udvikler sig inden for deres kunstform, ” siger Louise Høeg, der udover at være formand for Kulturudvalget i Randers Kommune også er en af del af det politiske formandskab for Kulturaftale Østjysk Vækstbånd.
I alt kan 1200 publikummer opleve denne helt særlige totalforestilling med dans, musik, teater og lyskunst. Livemusikken er komponeret og spillet af det lokale band Power Mode, sanger og komponist Sofie Daugaard og rapperen Paller. I produktionen vil publikum også kunne opleve lyskunst skabt i samarbejde mellem unge og kunstneren Signe Klejs, ligesom det internationalt turnerende kompagni Uppercut Danseteater har samarbejdet med forestillingens dansere.