Youtube provokatøren og politikeren Rasmus Paludan fra Stram Kurs demonstrerede i dag, søndag 14. oktober, i Jennumparken. Der var mødt et par hundrede moddemonstranter op og fra at være provokeret af ham, vendte de ham efter en time ryggen og skabte deres egen lille folkefest

 

Rasmus Paludan gjorde ellers alt, hvad han kunne for at provokere de fremmødte med ord og helt rolig fremtonen for at få folk til at gå til modangreb. Med sig havde han to partikammerater, der skulle dokumentere de fremmødtes reaktioner. Det blev for meget for de – især unge – af anden etnisk herkomst end dansk. Beboere fra Jennumparken, der til dagligt lever fredeligt side om side, følte sig stødt af hans provokerende adfærd. En adfærd der bunder i racisme, men Rasmus Paludan ser ikke sig selv som racist, sagde han ved demonstrationen.

”Jeg ser ikke islam og muslimer som en race, derfor er jeg ikke racist”, sagde han.

Der blev spyttet, og der blev kastet golf-tees efter Rasmus Paludan og politiet lod menneskemængden komme helt tæt på, før han gjorde dem opmærksom på, at han følte sig truet. Derefter satte politiet en stopper for den påtrængende adfærd, og bad de fremmødte moddemonstranter om at respekter afspærringen.

Det blev gjort med lidt tøven, indtil en voksen tog ordet via megafon og bad de unge om at trække sig tilbage.

Rasmus Paludan er af den opfattelse at arabere og andre, der ikke kan integrere sig er samfundstabere og udskud og skal rejse hjem til, hvor de oprindeligt kommer fra. Som han sagde til en af de fremmødte:

”Muslimer skal sendes hjem til deres lortelande”, sagde han provokerende – det fik de fremmødte til i kor at råbe allahu akbar (Gud er stor), noget der var vand på Rasmus Paludans mølle.

Men hvorfor gøre det, når man ved, at det provokerer, spurgte avisen om. Men fik ikke noget svar – der blev tværtimod skruet op for dansemusikken og avisens udsendte blev taget under armen til en sving om.

Og der blev danset både på gaden og på græsplænen. Dansen, som hedder Halay, danses, når der er fest – en stor rundkreds med fri dans i midten. Og der var stemning både blandt de etniske danskere og ikke etniske danskere, der hånd i hånd demonstrerede på deres helt egen måde.

En af de fremmødte der følte sig meget stødt over Rasmus Paludan var Paw Bech Jensen.

”Jeg spurgte ham (Rasmus Paludan red) helt stille og roligt, om ikke det han havde gang i er ulovligt ifølge straffelovens paragraf 266 stk b, men fik ikke noget svar. Hvis han vil være politiker bliver han da nødt til at møde befolkningen, der hvor de er og ikke kun møde dem med provokation”, sagde han.

”Og jeg kan ikke være ligeglad. Jeg har stort set boet i Jennumparken siden 1982 og mine børn leger med alle. Vi er mennesker alle sammen. Jeg hørte, at han sagde til en lille pige på 9-10 år, at hun lignede en fra Istedgade. Hvad bilder han sig egentlig ind”, sagde Paw forarget.

”Men selvfølgelig er der brodne kar her ligesom alle andre steder. Og han har da nogle holdninger, jeg kan se noget i, men hans racisme bakker jeg ikke op”, sagde han.

En ung kvinde prøvede også at få Rasmus Paludan i tale bag politiafspærringen, men hun fik blot disse ord med på vejen:

”Din skrigeskinke, du må lige vente”.

Og apropos skinke, var der én der sagde, han lignede en gris. Så svarede han bare:

”Og du ligner en somalier, det er endnu værre”.

En af de fremmødte, Salim, der til daglig arbejder som vagt i Storegade, havde fornøjelsen af at snakke med Rasmus Paludan lørdag aften, da han besøgte Storegade.

”Da han ville ind på mit diskotek, var jeg god nok, og han var flink overfor mig. Nu står jeg her og så er jeg pludselig kriminel samfundstaber”, sagde han.

Og så blev der ellers holdt et øjebliks stilhed for Kim Larsen hvorefter ”Jutlandia” bragede ud af højtalerne.

Politiet var massivt til stede, men hvor mange betjente, der var til stede, ville de ikke ud med. Din Avis talte ti betjente og fire politibiler.

Rasmus Paludan var meget kritisk overfor den måde politiet udførte deres arbejde, da demonstranterne kom for tæt på. Han kritiserede Østjylland Politi, for ikke at tage deres arbejde alvorligt.

“Jeg var i Grenaa i går, og der var det det samme. Jeg føler ikke de tager opgaven alvorligt. Jeg kan jo blive stukket ned fra alle vinkler”, sagde Rasmus Paludan.

Men politiet ville ikke kommentere på den kritik.