I aftes kl. 22.02 blev politiet kontaktet af en 65-årig taxa-chauffør, der holdt på parkeringspladsen ved politigården i Randers med en kunde, der nægtede at betale for turen. Den 49-årige kunde havde forsøgt at stige ud af bilen men var så beruset, at han faldt på jorden og fik en flænge i håndfladen. Da politiet kom, forsøgte betjentene at tale den 49-årige til ro og få ham til at betale for turen. Det indvilligede han i i første omgang, men ombestemte sig så og begyndte at råbe af politiet. Han blev derfor anholdt, da patruljen vurderede, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Manden blev sigtet for bedrageri, da han ikke betalte for sin taxatur.