Anmelderrost monolog om moderne krigsførelse kommer til Randers

 

Indledningsvist møder publikum i Grounded en feteret jagerflypilot, en kvinde, hvis hele liv og verden cirkler om missionerne ”op i det blå”. Hun sender bomber ned over minareterne og tilintetgør ”Saddams skodhær”, og når hun har fri, hænger hun ud med gutterne på stambaren. Men en dag møder hun Eric og bliver gravid ved et uheld. Efter endt barsel er det et helt andet job, hun vender tilbage til: Den amerikanske præsident Barack Obama har sendt hendes elskede F16-fly på græs og trukket piloterne ned på jorden. Grounded. Hernede, ekskluderet fra sit rette element, må kvinden nu acceptere sin nye rolle som lænestolspilot; en dronesoldat, der som en anden gud bag en grå skærm afgør skæbner med 1,2 sekunders forsinkelse.

 

Moderne krigsførelse

I forestillingen ”Grounded” udfordres tilskuernes antagelser om moderne krigsførelse; hvad vil det sige at være soldat, når krig er blevet et skifteholdsarbejde i en trailer i Nevadas udørk? For historiens kvindelige hovedperson har det store personlige konsekvenser at skulle føre krig fra en skrivebordsstol. Cockpittets rysten efter eksplosioner er reduceret til punkterede sandskyer og små prikker i en virtuel virkelighed. Krigen føles pludselig fremmed, uvedkommende, fjern som den er, tusindvis af kilometer væk. Alligevel er den samtidig rykket tættere på; hver eneste dag, når arbejdet er overstået, må kvinden forsøge at ryste billederne af lemlæstede kroppe ud af tankerne, inden hun parkerer bilen foran sit hjem. For her, i trygge rammer, venter en familie, for hvem hun ikke længere er soldat, men først og fremmest hustru og mor. Empatien er blevet hendes værste fjende.

 

Pragtpræstation

En samlet anmelderskare har kaldt hovedrolleindehaver Kaja Kamuks portrættering af den kvindelige pilot for en regulær pragtpræstation. Selv siger hun følgende om rollen:

”Det groteske i at kunne slå ihjel fra en kontorstol med en kop kaffe på sidelinjen rørte mig dybt, da jeg læste teksten. Jeg har tænkt meget over, hvad der sker med en ­soldat i kamp. Hvad er forskellen på at stå midt i en krigszone og se et andet menneske i øjnene, velvidende at man også selv er et mål, kontra at slå ihjel i trygge omgivelser bag en skærm?”

Forestillingen Grounded er lige dele krigsetiske overvejelser, dronedebat og ammehjerne. Det er fortællingen om missioner, der bliver besættelser, fastnaglet forrest i pandelappen. Og det er fortællingen om en kvinde, som jager topterrorister langt fra Mellemøstens brændende sol.

Det er Teatret Svalegangen, der står bag den danske udgave af stykket, som har gået sin sejrsgang over det meste af verden siden 2012.