Omkring 70.000 kvinder er hvert år udsat for psykisk vold i nære relationer, men de opsøger ikke professionel hjælp til at komme ud af volden. Det skal et nyt gratis rådgivningstilbud ‘Sig det til nogen’ på Randers Krisecenter lave om på

 

“Gennem vores arbejde kan vi se, at mange kvinder venter alt for længe med at opsøge hjælp. Dels er dét at leve i et forhold med kontrol, manipulation og trusler forbundet med tabuer. Nogle identificerer sig ikke som udsat for vold, fordi den psykiske vold har fjernet deres fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert”, siger Kathrine Andersen.

Derfor tilbyder Randers Krisecenter sammen med Danner og Ringsted krisecenter nu et intensivt og længerevarende rådgivningsforløb, til de kvinder, der er udsat for vold af den ene eller anden karakter. Rådgivningsforløbet kan bestå at både individuelle og/eller gruppeforløb

Tal fra Socialstyrelsen viser, at krisecentrene får knap 10.000 henvendelser om året fra folk, der søger professionel voldsfaglig rådgivning. Det tal skal holdes op imod VIVE’s kortlægning af omfanget af psykisk vold, som viser, at godt 70.000 eller fire ud af 100 kvinder bliver udsat for psykisk vold hvert år. Der er altså titusindvis, som trods vold ikke opsøger en voldsfaglig rådgiver.

“Mange kvinde henvender sig ikke, hvis de er blevet truet af deres partner, med eksempelvis at hvis de går ud af døren så vil de aldrig se deres børn igen. Vi vil gerne kunne rådgiver kvinderne om deres rettigheder og muligheder i en sådan situation”, fortæller Kathrine Andersen.

Det er en meget vanskelig situation for kvinden at stå i selv og hun kan ikke klare det alene. Ofte har volden medført at kvinden lever meget isoleret og frataget kontakten til sit hidtidige netværk.

Den ambulante rådgivning tilbyder både individuelle samtaler og mulighed for gruppeforløb, så hun møder andre kvinder i lignende situation.

Randers Krisecenter har gennem mange år tilbudt gruppeforløb til kvinder, som har været indskrevet på Krisecenter og har erfaring for at voldsudsatte kvinder har stort udbytte af at deltage i et gruppeforløb.

”Sig det til nogen ” tilbyder også rådgivning til pårørende til en voldsudsatte kvinder. Målet er at støtte den pårørende til selv at blive afklaret og få forståelse for voldens mekanismer og give den pårørende redskaber til at række ud til den voldsudsatte kvinde. De pårørende kan ofte have svært at vide hvordan og hvornår de skal gribe ind, og hvordan de bedst støtter den voldsudsatte”, fortæller Kathrine Andersen.

De pårørende kan ofte være en vigtig hjælper for kvinden, til f.eks. at søge hjælp hos arbejdsgiver, læge eller andre.

“Både pårørende og kvinder kan henvende sig enten til Randers Krisecenter eller direkte på telefon og mail til ”Sig det til nogen” Henvendelsen kan ske helt anonymt, så de undgår repressalier fra deres voldelige partner”, supplerer Gitte Jensen.

Samtalerne foregår i lokaler tilknyttet Randers Krisecenter.

 

Sundere opvækst

Budskabet til kvinderne er, at det aldrig er for sent at opsøge hjælp og rådgivning hos professionelle – og sat lidt på spidsen: det er bedre at opsøge hjælpen tidligt end for sent, siger Lisbeth Jessen, direktør i organisationen Danner, der sammen med Ringsted og Randers krisecentre udbyder ‘Sig det til nogen’ de næste tre år.

Et mål med rådgivningen er at forbygge at volden eskalere og i bedste fald kan være med til at stoppe volden, bl.a. ved at kvinderne lærer at sige fra eller simpelthen ved at de går fra deres partner – både for at skåne dem selv og børnene.

“Men det er svært, fordi der ofte hos kvinden er mange ambivalente følelser på spil, da der både kan være vold og kærlighed i forholdet. Manden kan på den ene side være kærlig, men samtidig har han også den voldelige side. I disse situationer kan rådgivningen medvirke til at kvinde bliver bevidst om voldens dynamikker og egne muligheder, så kvinden bliver bedre i stand til at bryde det mønster som fastholder hende i volden”, mener Gitte Jensen.

’Sig det til nogen’ gør det muligt at give livsafklarende samtaler til truede kvinder og ikke mindst rådgivning til pårørende. Volden kan nemlig fastlåse kvinden, og der kan være brug for at komme hende til undsætning. Derfor kan pårørende spille en vigtig rolle i det voldsforebyggende arbejde.

“En tidlig rådgivningshjælp har flere fordele. Dels bliver kvinderne ikke så skadet af volden, som man kan se i dag og dels kan børnene få en sundere opvækst uden de voldelige episoder i hjemmet. Det har faktisk store konsekvenser for både kvinder og børn at leve i et voldeligt parforhold – både fysisk og psykisk. Kvinderne kan udvikle angst, depression og stress. De lever i en tilstand, hvor de konstant skal være på vagt overfor udbrud fra manden, og det stresser kroppen og kan have store konsekvenser”, siger Kathrine Andersen.

Hun opfordre kvinder der – selvom de er i tvivl om de er udsat for specielt psykisk vold – til at komme frem og få gjort noget ved problemet, før det eskalerer og de havner på krisecenter.

“Vi skal gerne nå kvinderne inden det bliver nødvendigt at komme her på krisecentret. I projekt “Sig det til nogen” kan vi rådgive og guide kvinderne videre i systemet, hvis de har brug for det. Vi oplever i rådgivningen, at børnene, økonomien og juridiske rettigheder ofte spiller en væsentlig rolle i kvindens overvejelser om at bryde forholdet udtaler Gitte Jensen.

Randers Krisecenter opfordrer alle til at reagere, hvis de er vidne til psykisk eller fysik vold i deres omgangskreds og gerne fortæller om ”Sig det til nogen” og hjælpen de kan få derigennem.

“Samfundsøkonomisk er det langt mere fornuftigt at sætte tidligt ind netop omkring partnervold, når vi nu ved, hvor store konsekvenserne er for de voldsudsatte med angst, sygdom, tabt arbejdsevne, lavt selvværd og selvmordstanker”, siger Hanne Rugholm, leder af Randers Krisecenter.

’Sig det til nogen’ tilbyder sammenhængende rådgivningsforløb til kvinder og deres pårørende fra 1. oktober i Randers, København og Ringsted over de næste tre år.

Indsatsen er finansieret af støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål.

På sigt er det ambitionen, at tilbuddet kan blive permanent og landsdækkende, så voldsudsatte kvinder får ret til substantiel rådgivning, selvom de ikke flytter på krisecenter.