Effekterne af ældretilbuddet ‘Fortæl for Livet’ er begyndt at blive synlige. Efter Randers Kommune uddannede medarbejdere til at stå for grupper, hvor de ældre fortæller historier fra et langt liv, så har det øget de ældres livskvalitet
Karen Jensen havde egentlig en fornemmelse af, at det ikke rigtig var noget for hende at sidde og øse ud af sin livshistorie foran en gruppe fremmede damer og en kommunal ergoterapeut. Men her sidder hun så sammen med Jytte, Doris, Esther og Ketty præcis et år efter, at de mødtes første gang. Hun havde taget fejl. Tilbuddet ‘Fortæl for livet’ var i den grad noget for hende.
Idéen bag “Fortæl for Livet” er, at ældre mennesker mødes og snakker om deres oplevelser fra barndommen, og hvad de ellers har lyst til at gå i dybden med fra et langt liv. Det kan lyde banalt, men for Karen Jensen betyder det noget for livskvaliteten.
“Vi har mistet vores mænd, og det bevirker jo, at man bliver ensom. Men det her, synes jeg, er rart. For vi får nye kontakter til nogle mennesker, som er i samme båd,” siger hun og tilføjer:
“Jeg glæder mig til, at vi skal være sammen hver gang.”
Konceptet ‘Fortæl for Livet’ er udviklet af Ensommes Ældre Værn, som opdagede, at der var et behov for at fortælle om sine minder. Men det kan være svært, hvis ens venner og ægtefælle forlader denne verden, og man selv står tilbage. Alene. Da man i Randers Kommune hørte om konceptet, uddannede kommunen cirka 20 medarbejder, som kan varetage samtale-grupperne. Så nu er ergoterapeuter, sygeplejerske, SOSU-assistenter og aktivitetsmedarbejder med til sætte samtaler og venskaber i gang i hele kommunen.
Mere end en snak om vejret
Ergoterapeut Pernille Koldbæk Høgh er den, der faciliterer venindernes samtale i dag. Hun byder nysgerrigt ind med spørgsmål, som de fem kvinder besvarer med største fortælleglæde. Og i det forgangne år har hun set, hvordan de ældres venskaber spirede frem.
“Jeg synes, det er meget livsbekræftende at have sådan en gruppe, som kan fortælle om alt muligt. Det er dejligt at se, hvordan de knytter venskaber på kryds og tværs. Nu er de også begyndt at snakke sammen i telefonen indimellem,” siger ergoterapeuten.
Selvom der bliver grinet meget rundt om det lille bord, så understreger Pernille Koldbæk Høgh, at det også er tilladt at snakke om svære tider i livet. Hvad de har lyst til at fortælle, styrer de ældre helt selv. Det vigtigste er, at de kommer i dybden med historien og gør mere ud af den end en overfladisk snak.
“Det, jeg synes, vi har lært af “Fortæl for Livet”, er, at det er vigtigt at skabe et rum, hvor de ældre får mulighed for at komme dybere ind i fortællingerne i stedet for, at de bliver holdt på et overfladisk plan som for eksempel: “Vejret er dejligt i dag,” siger Pernille Koldbæk Høgh.
Et andet menneske
“Kan I huske, at man kogte sværd fra grise til at lave sæbe?,” spørger en i venindegruppen. Damerne nikker og svarer bekræftende i munden på hinanden. “Men det lugtede ikke for godt!”
I ergoterapeutens ansigt ses lige dele forbavselse og fascination, og hun spørger, om det virkelig kan passe. Metoden bag hjemmelavet sæbe sidder Jytte Jensen og lytter til, mens hun kæler med sin lille yorkshireterrier, Tikki. Jytte Jensen siger ikke selv så frygteligt meget i dag, for hun har midlertidigt mistet stemmen. Men noget vil hun gerne fortælle. Og det er, at hun slet ikke kan undvære at mødes med sine nye veninder.
“Det har betydet utroligt meget for mig. Jeg er ikke så god til at komme ud til fremmede. Så det her har hjulpet til, at jeg kommer ud og snakke med nye mennesker. Det har gjort, at jeg bliver glad og er blevet et andet menneske,” siger Jytte Jensen.
De fem er meget forskellige. Jytte Jensen har fået et rum til at være social og åbne sig op. Andre er mere frimodige af natur og fortæller løs. Men en ting har de tilfælles. De er alle enige om, at de bliver ved med at mødes en gang hver anden uge. Så længe helbredet tillader det.
