I oktober slog Petworld dørene op til en ny butik på Lucernevej 77b

 

Petworld har allerede en butik på Marsvej i Randers, men der har længe været snak om at åbne en butik mere i den anden ende af byen, og da muligheden var der for at få en stor butik i helt nye lokaler på Lucernevej, slog Petworld til.

”Der er en stor kundekreds heroppe i Nordbyen. Der kommer også kunder fra Hobro og andre steder udenfor Randers, som synes, det er rart med en ny butik, så de ikke behøver køre ind over broen for at handle ind til deres dyr,” forklarer Signe Høy Andersen, som er daglig leder af Petworld Nord.

Signe er selv uddannet i Petworld og har været ansat i kæden i 4 år.

 

Slaraffenland for kæledyr

Den nye butik i Nordbyen er ligeså stor som butikken på Marsvej og med et ligeså stort udvalg, så man kan finde alt indenfor mad og tilbehør til både hund, kat, gnaver, fugl, akvarie og reptil til gode priser.

”Og skulle der være en enkelt ting, som vi ikke har i butikken, så kan vi altid skaffe det hjem,” siger Signe Høy Andersen og tilføjer, at tilbehør og mad til hund og kat stadig er det, der bliver solgt mest af.

Den nye Petworld kommer også til at lave arrangementer sammen med de andre Petworlds rundt om i Danmark.

”Vi har i det hele taget et fantastisk samarbejde med de andre butikker, og vi supplerer også hinanden rigtig godt. Hvis vi for eksempel kommer i tvivl om noget med akvariefisk, så ved vi, at der er nogen i de andre butikker, som er eksperter på det specifikke område, og så ringer vi selvfølgelig til dem,” siger Signe Høy Andersen.

Og netop den gode service af kvalificeret og faguddannet personale er – som i de andre Petworld butikker – også et kendetegn for den nye butik på Lucernevej.

 

Medlemskort og Petworld Hjælper

Der er en række kundefordele i Petworld: Alle har nemlig mulighed for at melde sig ind i fordelsklubben Club Petworld. Med et medlemskort opsparer man 4 procent i bonus på alle sine køb i Petworld, også udsalgs- og tilbudsvarer, og i juli og januar bliver den opsparede bonus så frigivet.

Hos Petworld er der også prismatch på alle danske internetsider og gældende tilbud.

Når man handler hos Petworld, har man desuden mulighed for at hjælpe dyr i nød via foreningen ’Petworld Hjælper’, som er stiftet og drevet af Petworld med det formål at yde støtte til personer, foreninger eller organisationer, der hjælper kæledyr eller deres ejere samt vilddyr i nød.