En af de lokale musikere er nu gået i front i kampen om at få et fast tilholdssted for de lokale musikere, hvor de kan øve og spille

 

Lige nu øver hans band “Critical Miracle” i en privat kælder et sted i Randers, men håbet er, at der med tiden kan komme mere fast grund under fødderne for hans band og andre musikere i Randers.

“I dag er det sådan, at du mange gange skal dele øvelokale med andre musikere. Godt nok kan du øve på kasernen, men der er meget lang venteliste, og det er meget dyrt. Mit håb er at få samlet en flok personer, der vil være med til at stable et musikhus på benene. Et sted hvor mange bands kan få deres eget lokale og et sted, hvor vi også kan spille koncerter”, fortæller Rene Reinholdt Andersen.

I dag skal man næsten være mere end heldig for at få sig et rigtig øvelokale – man skal kende nogen der kender nogen. Målet er at få et hus, der ligger lokalt i Randers for behovet er der, mener han.

“Vi er mange musikere i Randers, og vi øver mange forskellige steder, og er mange gange fælles om lokalerne. Jeg håber, at vi ved at danne en forening kan få gang i kampen om det hus, og få kommunen med på idéen”, siger han.

Stedet må ikke koste en bondegård, for som Rene siger, så er musikere generelt et fattigt folkefærd, så det skal være attraktivt i forhold til økonomien for de enkelte.

Han er inspireret af Monorama i Åbyhøj, hvor de lokale bands i Århus kan øve og spille koncerter.

“Jeg mener, vi skal bevare musikmiljøet i Randers. Lige nu taber vi mange musikere til Århus, fordi der ikke er ordentlige forhold i byen. Og der er nok musikere i Randers, til at det vil kunne løbe rundt, og det vil være dejligt, hvis de blev i byen og skabte sig et netværk”, mener han.

Hos Monorama i Åbyhøj er der øvelokaler og en scene, som så tjener ind til stedet. Det samme skal gøre sig gældende i Randers.

Rene oprettede for to uger siden facebookgruppen “Gruppen for oprettelsen af foreningen MuHuRa” – MuHuRa står for musikhuset Randers.

“Jeg har fået mange positive tilbagemeldinger derinde og en vil gerne være med til at stifte foreningen, så mit håb er da at der er opbakning til det”, siger han.

Er man interesseret i at være med til at bakke foreningen op, kan man kontakte Rene via facebookgruppen.