I pressen udtaler eksborgmester Nyhuus at ” vi kan ikke være det bekendt”, altså forsøget på at lukke Havndal Plejehjem og Dronningborg plejecenter.

Nå ja selverkendelse er da bedre sent end aldrig, -men socialdemokratiske krokodilletårer, -det er det altså i høj grad.

For hvem var det egentligt, der ville lukke de omtalte plejehjem?

Det var såmænd byrådets omsorgsudvalg ledet af formand og viseborgmester Fatma Cetinkaya (S), der med sit absolutte flertal på 4 socialdemokrater (Henrik Leth, Lise-Lotte Leervad Larsen og Iben Sønderup) ud af de 7 udvalgspladser, godkendte forvaltningens lukningsplan.

Næstformand i udvalget Susanne Nielsen Dansk Folkeparti stemte såmænd også for nedlukning. Det enlige Venstre medlem stemte med det socialdemokratiske flertal. Kun Velfærdslisten stemte imod.

Der er så sandelig ikke meget omsorg i det udvalg, slet ikke for ældre borgere, der efter et langt og arbejdsomt liv er kommet i en situation, hvor hjælp og omsorg trænger sig på.

Tryghed, nærvær og god pleje trækker man ikke i en automat, men det bygges op med tiden med dygtigt arbejdende personale og støttende pårørende i nærmiljøet.

Alt dette var/er til stede på begge ældrecentre, hvilket blev grundigt belyst ved de 2 borgermøder og utallige læserbreve.

Alt dette ville man bare uden videre hælde ud med opvaskevandet, efterladende utryghed hos de ældre, bekymring hos de pårørende og fyresedler til personalet.

Alt sammen med det formål at hente en yderst tvivlsom kommunal besparelse, som imidlertid sagtens kunne ende med at blive en fordyrelse, idet plejeopgaven i sig selv jo ikke forsvinder som dug for solen, bare fordi man lukker et par plejehjem.

Derfor er det meget glædeligt, at socialdemokraterne nu endeligt er kommet på bedre tanker og har besluttet sig for at droppe planerne for lukning af de 2 velfungerende plejehjem.

Kommunen er i dag socialdemokratisk ledet, det må vi alle tage til efterretning, det har vælgerne bestemt, men det ændrer alligevel ikke ved, at selvom man kun har én stemme ud af 7 i et udvalg, kan man og bør man råbe op, når tosserier dukker op.

Det gør de såmænd nok igen.

 

Simon Ø. Simonsen (V) folketingskandidat Østjyllands Storkreds

Vester Boulevard 17

8920 Randers NV