Randers FC sluttede 2018 godt af med en aktuel placering som nummer 6 i superligaen. Og de positive takter fortsætter, da klubben i dag kan offentliggøre, at Mathias Nielsen fra sommeren 2019 tiltræder i Randers FC på en 3-årig aftale.

Mathias Nielsen har fået sin fodboldopdragelse i Herfølge BK, og har siden da været forbi klubber som FC Nordsjælland, Viborg FF og senest AC Horsens. Hos sidstnævnte fik han endda arbejdet sig op til at blive anfører.

Hos Randers FC er man da også særdeles tilfreds med tilgangen af Mathias Nielsen.

“Vi er hele tiden på udkig efter spillere, som kan forstærke vores trup. Og da muligheden for at tilknytte Mathias opstod var vi heller ikke i tvivl. Han kan dække flere forskellige positioner, hvilket er et stort plus. Dernæst har han stor erfaring og lederegenskaber. Det at vi kan tiltrække en spiller med Mathias kvalitet er udtryk for at vi har gang i noget spændende” udtaler sportslig- og kommerciel direktør Søren Pedersen.