Det koster en 44-årig mand tre måneders ubetinget fængsel, at han under Randers-ugen sidste år i fuldskab slog en dørmand i hovedet med et ølglas.

Det blev besluttet i Retten i Randers i går.

Manden var natten til den 12. august på besøg på en pub i Storegade og havde fået en del at drikke. På et tidspunkt var han på vej ud af døren med et glas med øl, da en 41-årig dørmand bad ham hælde øllet over i et plastikkrus, da han ikke måtte tage glasset med sig ud.

Da den 44-årige ignorerede anmodningen, tog dørmanden fat i hans arm. Det fik den 44-årige til at vende sig om og svinge ølglasset med stor kraft op i ansigtet på dørmanden.