I Randers er der et helt særligt tilbud for aflastning hos syge og vågning hos døende, og det er en helt særlig oplevelse

 

I Randers har man – ligesom i mange af landets andre kommuner – en Aflastnings- og Vågetjeneste. Formålet er at aflaste pårørende til meget syge eller at sidde ved den døende. Ordningen giver pårørende mulighed for nogle timeres frirum. Tilbuddet gælder pårørende i kommunen og skal ses som en støtte eller et supplement til den professionelle hjælp.

Tjenesten udspringer fra De samvirkende menighedsplejer – altså en folkekirkelig organisation, men blev for 25 år siden privatdrevet. Der sidder to præster i bestyrelsen. En af dem er Inger Lise Gram, der er sognepræst i Assentoft og hospitalspræst i Randers.

“Det er et gratis tilbud til borgere i Randers kommune. Vi finder frivillige, der passer til de familier, der skal aflastes og i dag er det ofte demente, der kræver en aflastning. Det bliver nøje afstemt med den frivillige og den familie som tager imod tilbuddet. Derimod hvis det er en dødende, der skal våges over, er det jo akut udrykning. Selvom det selvfølgelig kan være svært at sige, at nu er der tre døgn tilbage, kan man jo som regel se når tiden nærmer sig og så rykker vi ud, for at holde i hånd eller synge en salme. Måske kræves det bare at vi er til stede, så de pårørende kan få noget søvn”, fortæller Inge Lise Gram.

 

En venlig sjæl at holde i hånd …

… Det er, hvad man skal tilbyde først og fremmest som aflaster eller våger i kommunen. Og det er det Hanne Damm tilbyder, når hun tager ud.

“Det er ikke den syge, vi aflaster – det er den raske ægtefælle, og der er stor taknemmelighed. Det kan også være meget givende at være der hos den syge, men også hårdt nogle gange”, fortæller Hanne Damm.

Hun har været frivillig i foreningen i 11,5 år. Hun yder at synge sange med de syge, og tager også gerne strikketøjet med, hvis den syge ikke magter at have for meget selskab.

“Så er det heller ikke sådan et værtskab, hvor jeg er den besøgende. Jeg kan sidde for mig selv, og kun være der for den syge – som i mange tilfælde er dement i dag”, siger hun.

De pårørende, der får en pause i hverdag er glade for hendes besøg, og det giver hende en stor tilfredsstillelse at være med til at aflaste.

“Jeg er tidligere sygeplejerske, så det går meget godt i tråd med det, jeg har lavet. Jeg overvejede at blive besøgsven, men dette her er mere forpligtende, synes jeg”, siger hun.

Den første hun var til aflastning hos var en dement, der altid spurgte, hvor hun kom fra og om hun ikke snart skulle hjem.

“Det kan godt være lidt hårdt, når man nu har forpligtiget sig til at være der nogle timer, så den pårørende kan få noget alenetid. Men så gik jeg bare ud og ringede på døren. Og så var han jo glad for at se mig komme på besøg”, fortæller hun.

Der er ikke lagt noget i faste rammer for en aflastning, det kommer an på, hvad den syge er i stand til – nogle gange bliver der snakket, andre gange sunget og andre gange sidder den syge bare og nyder selskabet og så kan Hanne Damm få tid til at strikke lidt.

“Jeg var engang på besøg hos en dement, der ingen sprog havde. Men han kunne ordene, når vi sang, så der blevet sunget”, fortæller hun.

 

Hos den døende

Men det er ikke kun aflastning som Hanne Damm tilbyder – indtil for noget tid siden var hun også i vågetjenesten.

“Men nu er jeg blevet for gammel til det natteroderi, for det er om natten, vi tilbyder at sidde ved den døende. Vi er to, der skiftes til at holde i hånd eller måske snakke lige så stille til personen. Nogle gange synger vi også en salme”, fortæller Hanne Damm.

Hun synes, det er en meget tilfredsstillende oplevelse at sidde og våge og finder det personligt tilfredsstillende, og har efterhånden været til stede ved mange personerne død. Hun husker specielt en gang, hvor et barnebarn ønskede at være til sted ved bedstemoderen død.

“Jeg ringede til ham, da det var ved at være op over, og han hastede derhen. Han var vel først i tyverne og var lidt usikker på, hvad han skulle foretage sig. Jeg kunne hjælpe ham med at sige, at han bare skulle holde i hånden og måske sige nogle ord til hende. Der gik heller ikke mere end 15 minutter før hun tog sit sidste åndedrag, og han var meget glad for at være til stede, og takkede mig for at have været der”, fortæller Hanne Damm.

Andre gange er det personalet på plejehjemmet, der ønsker at være til stede i dødsøjeblikket og så kan vågeren kalde dem ind, når døden skal til at indtræffe.

Men Hanne Damm er en smule fortørnet over, at det er nødvendigt at have vågere hos Hospice Randers.

“Når det er et hospice, burde der være plejepersonale til at dække et sådan behov. Det mener jeg ikke man skal overlade til frivillige. Det er vel det, der er tale om, når det er et hospice, at personalet er der”, siger hun.

 

Koordinere de frivillige

Hos Aflastnings- og vågetjenesten har man to koordinatorer på lønningslisten. De tager sig tid til at koordinere de frivillige og familierne, så de passer bedst muligt til hinanden.

“Vi er der jo på hjemmets præmisser, og vi er gæster i huset. Men vi skal også kunne passe til den familie, der gør brug af os. Det er meget vigtigt”, fortæller Inger Lise Gramm sognepræst i Assentoft.

Hun er med i bestyrelsen, men har aldrig selv været ude i aflastning eller vågetjeneste.

Og især når det handler om aflastning, er det vigtigt for foreningen, at de pårørende kan få tid og overskud til at bibeholde deres liv ved siden af at passe en syg ægtefælle.

“Men det er vigtigt at sige, at vi ikke påtager os plejeopgaver. Vi er et supplement til den pleje, som kommunen tilbyder. Og man skal som frivillig ikke være bange for opgaven, da vi ikke foretager os noget, der ellers er et krav fra hjemmeplejen”, siger Inger Lise Gramm.

Foreningen modtager tilskud til at drive det frivillige arbejde med hjælp fra donationer fra blandt andet loger. Randers Kommune reklamerer også med tilbuddet på deres hjemmeside, men de ville ikke give tilskud sidste år, hvor de ellers de andre år har givet 30.000 kroner til driften, som beløber sig op i 100-120.000 kroner om året.

“Vi kan ikke tilbyde penge for arbejdet, da det er frivilligt, men vi dækker kørslen til de frivillige ligesom koordinatorerne får en skilling for deres arbejde”, fortæller hun.

Og der er i øjeblikket brug for flere frivillige, der typisk er den aldersgruppe, der har forladt arbejdsmarkedet og førhen har været beskæftiget i plejesektoren. Men andre er også velkomne.

“Hvis man melder sig som vågen, er det typisk med meget kort varsel, man bliver kaldt ud. Der er en vagt fra kl. 23-03 og igen fra 03-morgenstunden, hvor de pårørende kan tage over efter en god nats søvn.

Aflastning er typisk tre-fire timer en gang om ugen over, ja, måske flere år.

Kravet til en frivillig er, at man kan være nærværende og være der på hjemmets betingelser, men ellers kan man vurdere fra sag til sag, hvad der er behov for.


Er man blevet interesseret i at være frivillig som aflaster eller våger kan man kontakte Susanne Ødum fra mandag-onsdag 8.00-9.00 på telefon 86 42 52 04

eller på randers@aflaster.dk eller hjemmesiden: www.aflaster.dk