På tirsdag 15. januar gæster Niels Roos Cafe Rusfri i Randers, hvor han kl. 18.00 afholder sit foredrag med titlen ”Når festen er forbi”

 

Niels Roos levede i mange år et liv som den feterede rapper Niarn med op- og nedture, og et liv styret af sit alkoholmisbrug. Nedturen kom i 2013 med en indlæggelse på Hvidovre hospital, hvor han var døden nær. Her fik han stillet diagnosen betændelse i bugspytkirtlen. Den var forårsaget af et mangeårigt alkohol- og stofmisbrug. Han var indlagt i en måned, og var i overhængende livsfare.

Efter sin indlæggelse brugte Niels Roos et år på at finde tilbage til livet, men nu som ædru alkoholiker. Samtidig med alkoholen og stofmisbruget lagde han også Niarn i graven.

 

Et liv i ædruelighed

Lettelsen og taknemmeligheden for at have overlevet, og sin nye tilstand af ædruelighed blev kort efter Niels’ udskrivelse afløst af en depression, fortvivlelse og frygt for fremtiden. Han kunne ikke længere dulme de sorte tanker med alkohol og stoffer, og han søgte hjælp hos Anonyme Alkoholikere. I dag lever Niels Roos i ædruelighed, som familiefar, og med gang i nye musikprojekter, og ikke mindst lever han af sine foredrag, hvor han giver et hudløst ærligt indblik i sin historie.

“I Cafe Rusfri, der er en cafe for tidl. misbrugere i Randers ser man frem til besøget. Vi har tidligere arrangeret foredrag med tidligere misbrugere, og hidtil har interessen for fremmøde været stor”, siger Anette Juul Sørensen fra caféen.

 

Man kan ringe til Cafe Rusfri på tlf. 93 85 01 33 for at reservere billetter til foredraget.

Der vil også være restsalg i døren på selve dagen.

Cafeen ligger på adressen Gl. Hadsundvej 1.A ,8900 Randers C.