Socialdemokraten fra Randers kender allerede arbejdsgangene på Christiansborg, og han vil udnytte tiden frem mod det kommende valg til at tage fat i lokale mærkesager

 

50-årige Malte Larsen er tilbage som medlem af Folketinget. Tirsdag 15. januar overtog han pladsen i den socialdemokratiske gruppe efter Maja Panduro, der er gået på barselsorlov.

Ved det seneste valg til Folketinget var Malte Larsen på nippet til at blive valgt direkte ind. Han endte med at få pladsen som førstesuppleant i Østjylland, og han har siden vikarieret på Christiansborg i flere omgange – sammenlagt næsten to år.

”Så jeg kender arbejdsforholdene rigtig godt, og jeg glæder mig meget over muligheden for at tage fat i nogle af de problemer, vi skal have løst. Ikke mindst lokalt her i Randers og Østjylland”, siger Malte Larsen.

 

Flere penge til Randers Kommune

Han har især øje på den økonomiske ulighed, der rammer kommuner som Randers. Der er stærkt brug for den udligningsreform, som regeringen har droppet at gøre noget ved.

”Randers Kommune mister mange mio. kroner hvert år på grund af en uretfærdig udligning. Det er penge, som vi kunne bruge på den nære velfærd som folkeskoler og ældrepleje”, siger Malte Larsen.

”Såvel den geografiske som den sociale ulighed er vokset i de senere år. Det skal vi have stoppet – jeg skal være med til at skabe bedre udviklingsmuligheder for befolkningen i vores del af Danmark”, tilføjer han.

 

Mere sygehus – mindre motorvejslarm

Malte Larsen nævner mulighederne for udvikling af Regionshospitalet Randers som en anden af mærkesagerne. Sygehusene styres af regionerne, men rammerne fastlægges på Christiansborg. Og hvis det lokale sygehus skal have de bedste muligheder fremover, så er det vigtigt at bevare regionerne.

”Vi er simpelt hen nødt til at holde fast i de folkevalgte regionspolitikere. Ellers bliver sundhedsvæsenet styret af bureaukrater fra København, og det kan vi ikke være tjent med. Vi har brug for lokal indsigt, så vi kan udvikle vores sygehus endnu mere”, siger Malte Larsen.

Som et tredje indsatsområde fremhæver han den lokale del af motorvej E45. Motorvejen er på mange måder en livsnerve i samfundet, og der er brug for mere plads – og samtidig mindre støj.

”Vi skal have en udvidelse af E45 på plads, men det skal ikke ske på bekostning af beboerne langs motorvejen. Tværtimod – de har levet med alt for megen støj i mange år, så der skal findes penge til støjsikring”, fastslår Malte Larsen.

 

Folketingspolitiker med bred erfaring

På Christiansborg kommer han med sine mere end 30 år på arbejdsmarkedet til at hæve gennemsnittet for erhvervserfaring betragteligt. Han er uddannet landmand, sygehusportør og lærer, så Malte Larsen er måske det fagligt mest alsidige folketingsmedlem i Danmark.

Med til alsidigheden hører også et udpræget praktisk håndelag. I 2018 lagde han således selv nyt tag på familiens hus på Vester Boulevard i Randers, hvor han tidligere selv har opført en tilbygning.

Malte Larsen kunne fejre sin 50-årsfødselsdag i december. Han er som nævnt bosiddende i Randers og gift med Lise-Lotte, som han har fem børn sammen med. I alt er Malte Larsen far til seks børn og farfar til et, -snart to børnebørn.