To lokale venstrepolitikere, folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen og gruppeformand for Venstre i Randers Byråd Christian Brøns, er godt tilfredse med, at regionerne bliver foreslået nedlagt.

Det vil sikre fremtiden for Regionshospitalet Randers, mener de.

– Som en del af Region Midtjylland er vores lokale sygehus klemt i forhold til stærke vestjyske interesser i det nuværende regionsråd. Med den nye struktur forsvinder den overhængende fare for, at Randers Sygehus bliver lukket eller kraftigt skåret ned, siger de i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at Randers bliver centrum i et nyt sundhedsfællesskab med Norddjurs, Syddjurs, Favrskov og Randers.