Onsdag kl. 18.30 blev en patrulje opmærksom på en bil på Nyvangsvej. Det viste sig at der ingen fører var i bilen – øjensynligt

 

Patruljen ville lave en rutinemæssig kontrol af bil og fører og tændte udrykningen for at gøre føreren opmærksom på, at han skulle standse bilen. På trods af brug af både blink og lys fortsatte føreren ad Mjølnersvej, hvorefter bilen standsede brat op.
Da betjentene gik hen til bilen, sad der ingen på førersædet, der lå blot en mobiltelefon.

På passagersædet sad en 30-årig mand og på bagsædet sad en 28-årig mand, der virkede lettere forpustet og uden sikkerhedssele på.

Ingen af mændene kunne redegøre for, hvem der havde kørt bilen, der i øvrigt lugtede kraftigt af hash. Begge mænd blev sigtet for lov om euforiserende stoffer, og da betjentene var af den overbevisning, at det var den forpustede mand på bagsædet, der havde ført bilen, blev han sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret.
I forbindelse med visitation af den 28-årige mand bemærkede den ene af betjentene, at han havde gemt noget i underbukserne. Men da betjenten spurgte til det, tog den 28-årige en lille pose op af underbukserne og kastede den fra sig. Han blev herefter lagt i håndjern og sat ind i patruljebilen, mens betjentene undersøgte posen og bilen nærmere.
Betjentene fik fat i posen, der indeholdt noget kokain, og ved ransagning af bilen blev der fundet en joint.

Ved visitation af den 30-årige mand på passagersædet fandt betjentene ikke noget og sigtelsen mod ham blev frafaldet på stedet. Men da han heller ikke havde noget kørekort, kunne han ikke køre bilen, der derfor blev efterladt aflåst på stedet.
Den 28-årige mand blev kørt til Randers Politigård til nærmere afhøring og en blodprøve. Her fik han yderligere en sigtelse for salg af narkotika.