Restauranten Valhalla/Hereford er netop sat til salg. Ikke fordi det ikke går godt, men parret bag René og Anja Axelsen vil hellere satse på familielivet og en lille ny

 

“Vi har besluttet at det er tid til at få endnu et barn, og arbejdstiderne herinde harmonerer ikke med et familieliv”, fortæller René Axelsen, der ejer restauranten sammen med sin hustru Anja.

De har haft restauranten i 11 år, og det er fortrinsvis Anja, der passer biksen, da Rene er kommet i fleksjob hos Romalt Maskinstation, efter en blodprop i 2015.

“Og eftersom det er kvinder, der skal føde …”, griner Rene.

“Så bliver vi nødt til at sælge. Tiden er til det nu”, siger han.

Anja fungerer som restaurantchef, da hun er uddannet tjener i samme lokaler som parret har restauranten.

“Jeg startede som opvasker hos Heidi Pedersen da jeg var kun 14 år. Siden blev jeg uddannet tjener – også under Heidi og var hos hende i 11 år – siden købte vi stedet her, men nu har vi ikke mere at give af og ønsker at sælge”, fortæller hun.

Parret har en søn der netop er blevet fem år i november og hvis de to børn skal have noget ud af hinanden er tiden nu, mener parret.

“Lige nu kan jeg være sammen med min søn om formiddagen når jeg har fri, men lige så snart han skal starte i skole er det jo slut – så vi vil gerne være lidt på forkant med den situation, og håber at vi kan sælge i løbet af dette år”, siger Anja Axelsen.

Parret har haft både op og nedture med restauranten, som det går rigtig godt for nu. Derfor håber de også, at den rigtige køber dukker op – en køber der er klar til at køre forretningen videre i samme ånd.

“Et steakhouse har sin berettigelse i Randers. Med den sammensætning som restauranterne i Randers har, er der sagtens plads til os, og derfor synes vi også at stedet skal køres videre som en sådan”, siger parret.

 

Ikke mindre kød

Anja har også en HHX eksamen og den vil hun måske gøre brug af, når andet skud på familietræet er ankommet.

“Selvom der har været bud efter mig fra andre restaurationer her i byen til et job som restaurantchef – så kan det være jeg går tilbage til økonomiuddannelsen på et tidspunkt. Det er jo mere familievenlige arbejdstider”, siger Anja Axelsen.

Parret har snakket med forskellige mæglere rundt om i landet og nu er restauranten så endelig sat til salg via reaturantsælgeren.dk i Aarhus.

“Vi håber, at vi kan få solgt den i løbet af i år. Men det er ikke gunstige tider – bankerne er ikke meget for at låne penge ud til vores branche, men vi håber da, at det kan lade sig gøre”, siger René.

De kunder der allerede nu har bestilt konfirmationer og andre selskab skal ikke være bange for at deres bestillinger ryger.

“Alle der har reservationer både herinde og ud-af-huset, får det de har bestilt. Det ændrer vi ikke på”, siger Anja.

Og parret mener selv de har fremtidssikret restauranten. For man skulle kjo tro at et steakhouse ville lide under tendensen i samfundet der går ud på at spise mindre kød. Men det har man en løsning på her.

“Vi har skam en veganerbøf”, siger Anja.

René supplerer:

“Så et selskab hvor en af medlemmerne er veganer eller vegetar kan sagtens bestille bord her. Men jeg synes nu ikke vi lider under den nye trend med mindre kød. Jeg synes retningen går på at man måske undgår kødet i hverdagen, men år man så går i byen, så skal den have hele armen, og så bestiller man en stor bøf”.

Parret håber at der også i fremtiden vil være steakhouse i lokalerne hos Valhalla/Hereford.