Randers Freja Atletik udvider tilbudspakken til børn, forældre og unge

 

I Randers Freja Atletik har de meget længe ønsket at udvide tilbudspakken med træning for mindre børn og også give et tilbud til unge og voksne, der kan lide at komme i atletikmiljø, men ikke nødvendigvis tænder på selv at dyrke atletik eller på anden vis ikke længere kan dyrke atletik.

Og formand Helle Sølvsten og hendes træner-/lederstab er nu klar til at slå dørene op i det, hun med rette kalder Danmarks flotteste atletikhal.

”Den emmer i det daglige af god stemning og et sundt træningsmiljø. Og nu har vi også trænerkapaciteten til at tilbyde sandkasseatletik for små børn og atletikcrossfitness for unge og voksne. Alle vore trænere er veluddannede, kompetente og udvalgt til opgaven. Så vi er klar,” lyder det fra Helle Sølvsten, der har en række tilbud til interesserede.

Vil du have en bedre kondi? Mere energi? Være sammen med andre i et sjovt fællesskab, hvor der er smil på læben, sved på panden og høj puls?
Kan man svare ja på disse spørgsmål, er det noget, man kan opnå hos vort atletikcrossfitness-tiltag,” siger Sølvsten.

”Her er alle velkomne uanset alder, højde og drøjde. Vi sørger for en varieret træning, god musik og selvfølgelig god stemning og til en pris, hvor alle kan være med,” lover atletikformanden.

 

 

Frejas tilbud

Julie Amalie Skytt Petersen for 14-24-årige – 12 uger, Èn gang om ugen med opstart 6. februar. Onsdage kl. 18.00-19.00 Der er kun plads til 10-15 på et hold. Træningen vil være forskellig fra gang til gang.

Jens Sørensen – for 25 år og ældre – 12 uger, To gange om ugen med opstart 4. februar. Mandage 18.00-19.00 og fredage 16.30-17.30. Kun plads til 10-15 på et hold.

Timen er opdelt i et kvarters opvarmning, en halv times styrketræning og derefter et kvarters nedkøling.. Alle kan være med uanset fysisk tilstand.

 

 

Sandkasseatletik

For de 4-5 årige på sandkasseholdet, hvor der skal svinges, springes, spurtes og findes nye legekammerater, mens ungerne brænder en masse energi af,

Randers har Danmarks nyeste atletikhal med faciliteter som tykke tumlemadrasser, tarzantove og sandkasser helt perfekte til forhindringsbaner, stafetter og lege, der vil introducere børnene til atletikøvelserne, der styrker motorik, koordination og balance.

Træner Ulrik Sondrup.

Start torsdag 7. februar 17.00-18.00 og derefter hver torsdag over 10 uger.

Husk: Alle børn skal have en voksen træningsmakker med.