Den sidste weekend i maj – den 24., 25. og 26. maj 2019 – afholder Danish Skoma’r Masters og Den Danske Billard Union (DDBU) Danish Skoma’r Masters 2019 Finalestævne i Randers. I november afholder Værket desuden VM i 3-bande carambole. Det er dermed et stort år for billard i Randers, og det kan også bruges som afsæt til mange andre spændende ting i byen.

– Vi vil gerne bruge eventen til at sætte nogle spor og gøre noget for byen, som også kan leve derefter. Og den her verden med 3-bander og pool kan noget omkring matematik og geometri, fokus og koncentration; altså nogle af de ting, som man kan sige, vi måske er udfordret på i folkeskolerne. Og samtidig med, at vi er blevet “Bevæg dig for livet”-kommune, så vi på, om det her kunne give mening at bruge i skolemiljøet. Vi har jo en poolklub og en billardklub, og de vil gerne bidrage til det her sammen med nogen fra skolen, og vi tænker, at det kunne være et fantastisk afsæt for at få brugt og omsat det på 6. klassetrin, fortæller Mette Bertelsen, der er eventchef i Randers Kommune.