En 37-årig mand fik rygsækken fyldt, da han i aftes var på besøg i Aldi på Mariagervej i Randers. Han læssede hele 12 flasker spiritus ned i tasken, inden han gik ud af butikken – uden at betale.

Det opdagede en medarbejder dog hurtigt, og den 37-årige blev holdt tilbage, indtil politiet kom.

Han indrømmede at have stjålet flaskerne, og da han også havde en halskniv på sig, blev han anholdt og sigtet for både butikstyveri og for brud på knivloven.