Midtbanespilleren Andreas Bruhn har fået ophævet sin kontrakt med Randers FC og forlader dermed klubben.

Der er ikke udsigt til mange spilleminutter for Andreas Bruhn i Randers FC, og derfor har parterne valgt at ophæve kontrakten, der ellers løb til sommer.

Det bekræfter Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen.

24-årige Andreas Bruhn kom til Randers FC i vinteren 2017, da han havde fået ophævet kontrakten med Viborg FF kort inden.

Han har spillet 29 kampe og scoret to mål for Randers FC.