Der har i dag været demonstration på Rådhustorvet mod besparelser der går ud over Mødrehjælpens hus i Dronningborg

 

Det er Marlene Guldhammer der tog initiativet til demonstrationen mod lukningen, der vil gå ud over en stor del af de unge mødre i Randers.

“Jeg har selv brugt huset i syv år og kommer der stadigvæk. Det har været et fristed for mig – et sted jeg kan komme når hverdagen bliver for svær”, siger hun til Din Avis.

Hun blev mor allerede som 21-årig og har ikke kunnet klare hverdagen uden.

“De har gjort rigtig meget for mig – min mindste har haft kolik og Huset har været det sted, hvor jeg kunne komme og få en hånd med til pasningen af mit barn”, fortæller hun.

Hun håber, politikerne vil trække spareforslaget tilbage, da hun ikke mener, at man ellers vil kunne få hjælp i Randers.

“Kommunen tager sig jo kun af de værste tilfælde, så for os der har brug for hjælpen i hverdagen og ind imellem, vil der ikke være nogle steder at gå hen”.

 

Stadig håb

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten og medlem af Randers Byråd bakker op om demonstrationen, og vil gøre sit til at besparelserne på 350.000 kroner bliver taget af bordet.

“Mødrehjælpen skal overleve! De hjælper mange familier og er med til at forebygge en masse problemer. Hvis Mødrehjælpen tvinges til at lukke »Huset«, kommer Randers Kommune til at stå med en langt større regning, fordi mange ikke vil få hjælp i tide”, siger han.

Mødrehjælpen i Randers Kommune står til at miste et kommunalt tilskud på 350.000 kroner. Det besluttede Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Socialdemokratiet på et byrådsmøde den 10. december sidste år. Den kommunale støtte stopper 31. marts, og det vil højst sandsynligt tvinge foreningen til at lukke tilbuddet »Huset«. En konsekvens, som både fagfolk og brugere advarer imod.

Imidlertid er alt håb ikke ude, siger Kasper Fuhr Christensen Velfærdslisten kaster sig nu ind i kampen for at redde Mødrehjælpen.

“Vi har før haft held til at bremse besparelser, fordi brugere og personale kom på banen. Det håber jeg også vil kunne lade sig gøre i dette tilfælde”, siger han.

Velfærdslisten stemte også i første omgang imod besparelsen på Mødrehjælpen. Nu håber lokallisten, at borgmester Torben Hansen (S) og resten af flertallet, der har stemt for at stoppe støtten, kommer på bedre tanker.

“Jeg tror, det er ved at gå op for dem, hvor meget Mødrehjælpen betyder. Hvis ikke det har en effekt på dem, må man konstatere, at de er helt uden for pædagogisk rækkevidde”, siger Kasper Fuhr Christensen.

Kasper Fuhr Christensen deltog i torsdagens demonstration – det samme gjorde blandt andet også Rosa Lykke Yde fra SF.