Klokken 14.00 ringede det på døren hos en ældre kvinde på Fuglevænget i Grenaa. Her udgav en fremmed kvinde sig for at være en person, der skulle tjekke, hvor tilfreds borgerne er med hjemmeplejen.

Herefter gik den ubudne gæst med ind. Da kvinden var gået, opdagede den ældre dame, at der var rodet i hendes taske og pung. Der var dog tilsyneladende ikke stjålet noget.

Kvinden beskrives som 30-45 år med lys hud, og hun talte dansk med accent.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man forholder sig kritisk til fremmede personer, der vil ind i ens hjem. Lav evt. et kontrolopkald til det sted, som personen udgiver sig for at være fra. Er du i tvivl, så lad være med at åbne døren for vedkommende. Ring til politiet, hvis du har mistanke om, at personen har onde hensigter.