For 20 år siden fik Ole Dallris konstateret kronisk kræft i knoglerne – myelomatose. Ikke mange lever så mange år efter den diagnose som Ole – og trods smerter forsøger han at leve så normalt som muligt

 

Snart er det tid til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. 60 procent af de indsamlede midler går til forskning, og det er midler der nytter, fortæller Ole Dallris. For han er en af de patienter, der drager stor fordel af den forskning, der siden årtusindskiftet har sikret af 25 procent flere overlever kræft end hidtil.

“Det var et forsøg med stamceller jeg blev tilbudt og det valgte jeg med et godt resultat”, fortæller Ole Dallris fra hjemmet i Randers.

Stamcelleterapien hjalp så godt at der skulle gå godt 14 år før Ole havde brug for yderligere behandling.

 

Lever næsten helt normalt

Mange får tilværelsen slået i stykker, når de får en kræftdiagnose. Men for mange handler det om at komme hjem og prøve at leve et normalt liv. Det kan dog være svært, hvis man samtidig har fået en dødsdom. For stadig flere er det heldigvis ikke tilfældet. Takket være forskning på området lever flere og flere med eller efter kræft. Da Ole Dallris fik sin diagnose, tænkte han faktisk ikke så meget over fremtiden.

“Jeg synes, egentlig ikke at det gav anledning til så mange spekulationer. Jeg er da udmærket bekendt med at konsekvenserne, men for mig var det ikke det, der fyldte. Og jeg synes, de er gode på sygehuset til at fortælle, hvis der findes en behandling. Det giver ro”, siger han.

Han sidder i sin lænestol med halskrave på. En halskrave han skal have på altid – både når han er i bad og når han sover. Så den hæmmer ham i hverdagen, men ikke så meget, at han ikke kan passe sit frivillige arbejde i Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Randers og i Myelomatose foreningen. Det er også Ole, der står for indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse 7. april i Randers.

“Det er et arbejde, der giver meget, og jeg synes, det er vigtigt at kræftpatienter, der kan, fortæller om det at leve med kræft til andre. Det giver håb”, siger han.

Det husker han også, da han fik sin diagnose og kom i forbindelse med andre, der havde levet i mange år med sygdommen – det gav ham håb.

 

20 år med diagnosen

Det hele startede for 20 år siden, da Ole var 50 år. Han følte sig skidt tilpas og konsulterede vagtlægen, der gav ham noget penicillin for lungebetændelse – han kom på fødderne igen, men vågnede en morgen med hold i nakken. Hans egen læge sendte ham videre til enten fysioterapeut eller kiropraktor og Ole valgte kiropraktor. Han tog røntgenbilleder, og de viste en forandring i en nakkehvirvel. Herefter blev Ole sendt videre til hospitalet og nu fulgte en tid med prøver i alle afskygninger – både blodprøver og scanninger.

“Lægerne kunne se en forandring, og at der var noget galt, men de kunne ikke finde ud af hvad det var. Indtil jeg lagde to og to sammen, og kunne se ud fra de prøver lægen bestilte, at der nok var noget alvorligt galt”, fortæller Ole.

Diagnosen fik han på neurokirurgisk afdeling i Aarhus. Men lægerne fortalte i samme åndedrag, at de kunne sætte ind med en behandling – de havde først snakket om operation, men valgte at udskyde den, da de fandt frem til en diagnose. Myelomatose er en kronisk knoglemarvskræft, der langsomt ødelægger knoglerne, og det var det lægerne kunne se på røntgen og scanning. Ole blev sat i strålebehandling og kemo. Derefter fik han stamcelleterapi, og det hjalp ham så meget, at han ikke havde brug for yderligere behandlinger i hele 14 år og otte måneder, hvor han fik brug for en ny kemokur og igen terapi med egne stamceller.

“Dengang fandtes der ellers kun en standardbehandling, men jeg sagde ja til at være med i et forsøg, og det viste sig at være en god ide”, fortæller Ole.

Han har haft kræft tæt inde på livet gennem sin opvækst – Da han var ti år fik hans legekammerat leukæmi og døde. Da han var 18 år, fik hans lillesøster kræft i underlivet og døde også af det.

“Og jeg synes, der var mange fra min gade, der fik kræft og døde, så sygdommen var ikke fremmed for mig. Sidst i 80´erne fik min far kræft og døde, og da jeg så fik diagnosen, tænkte jeg bare: Nå nu er turen kommet til mig. Men det er jo forskelligt hvordan vi reagerer på sygdommen og hvordan vi tager de psykisk. Nogle har brug for at snakke, andre har bare brug for at leve deres liv”, siger han.

 

Førtidspension

Ole har op gennem livet blandt andet arbejdet på Elros lager. Men da han fik sin diagnose, var det en anden sag. Specielt syvende brysthvirvel havde taget så meget skade – den helede ikke op og gav mange smerter, så Ole ikke længere kunne arbejde. Han fik efter kort tid bevilliget førtidspension.

“Jeg fik i 2004 cement i knoglerne, og det fjernede næsten smerterne, og begyndte i stedet for med frivilligt arbejde i Kræftens Bekæmpelse. Og så var jeg med til at starte Myelomatose foreningen, for at gøre opmærksom på foreningens arbejde, og fortælle andre med diagnosen, at der er håb, for vi er nogle stykker, der har levet i mange år med sygdommen – heldigvis”, siger han.

Samtidig har han været med til at starte forskellige kurser op på Sundhedscentret for kræftpatienter og andre med kroniske sygdomme.

Ole har næsten ingen familie tilbage, og derfor kunne han sidde alene og ruge over sin situation, men det gør han ikke.

“Jeg tænker ikke på min sygdom, men jeg sørger for at få masser af gode oplevelser. Hvorfor spekulerer på noget, du reelt ikke kan gøre noget ved”.

Han husker blandt andet, han har vejledt andre kræftpatient om at fjerne fokus på deres kontrolbesøg.

“Et par gange har jeg, når folk er kommet til mig, fordi de er nervøse hver gang de skal til kontrol, vejledt dem om at putte noget andet på programmet den dag. For eksempel en kvinde, der var så nervøs over sin kontrol i Aarhus, at hun var helt rundt på gulvet. Jeg fortalte hende, at hun skulle besøge en veninde samme dag og få gjort den oplevelse til det primære, og det fungerede for hende”, fortæller Ole.

Selvom han har fået tilbagefald i efteråret med efterfølgende stråling og har fået besked om, at han ikke kan tåle mere, er han stadig ved godt humør, og sørger for at leve som han har gjort de sidste 20 år.

“Halskraven begrænser mig selvfølgelig en del, men jeg prøver ikke at tænke på det”, siger han.

 


Der mangler stadig indsamlere til Kræftens Bekæmpelses Indsamling her i Randers, og man kan henvende sig til Lokalforeningen, hvis man har lyst til at bidrage til de arbejde som foreningen laver. Man kan se mere på www.cancer.dk/bliv-indsamler‎