Nu er det bare med at fortsætte med lovende samarbejde

 

Randrusiansk boksning har meget at byde på. Ikke danske mestre eller boksere helt fra elitens top, men masser af boksere, der kan levere god boksning og fight og give de mange randrusianske boksefans god underholdning og smæk for skillingerne – og så endda invitere til gratis adgang..

Det er nu bevist to gange – først ved BK Thors stævne på Nørrevangskolen med deltagelse af boksere fra alle fire klubber i Randers og derpå i lørdags, hvor Randers Atlet Club var stævnearrangør i Dronningborghallen med deltagelse af tre af de fire klubber, idet Randers Bokse og Motion ikke havde kunnet få deres boksere.

10 kampe blev det til – mod håbet 12-13, men afbud og umuligt at finde modstandere til Randers AC-duoen William Westergaard og Sebastian Løber Hoe holdt kampantallet på 10.

Og det gjorde ikke noget, for der var virkelige knaldperler blandt de 10.

Således fik RAC-topnavnene letsværvægteren Rasmus Kallesøe og letmellemvægteren Kasper Mørk kam til deres – om end meget korte – hår og kamp til det sidste, inden de begge – fortjent – kunne hale 5-0-sejre hjem med kampleder Aage Kaiser som fortræffelig opmand i det, der kan vise sig at have været hans sidste kampe som kampleder, idet han har bebudet at stoppe efter denne sæson og kun kommer frem i nærheden af kanvassen, hvis klubberne virkelig er i nød for dommer eller kampleder.

 

 

Fornemt punktum

Kallesøes kamp mod Jonas Sjøgren fra Olympia Odense var sidste kamp på programmet og hvilket punktum.

Den fynske højrefodsbokser med 10 kampe mere end Kallesøe i startbogen var farlig med sin venstre hånd og lange rækkevidde og havde Kallesøe til stående tælling i 3. omgang efter en god træffer med venstrehånden, da Kallesøe ikke havde højreparaden oppe. Sekunder efter var det Sjøgrens tur til at tage tælling efter en træffer fra Kallesøes højrehånd.

Der blev givet og taget og samtidig vist glimrende teknisk boksning, og Kallesøe havde imponerende nok ikke de store problemer med at bokse en højrefodsmodstander.

Kasper Mørk havde tidligere mødt og besejret stortalentet Mark Højfeldt fra Galten, og den sejr gentog han, men han havde efterfølgende masser af rosende ord til overs for modstanderen, der har gjort lynkarriere i dansk boksning efter at have vundet jysk begyndermesterskab i fjor….

Han gav Mørk kamp til det sidste og lagde konstant pres på Kasper Mørk, der medvirkede til en fantastisk fight, der kulminerede med hidsige slagudvekslinger – dog var de to herrer i slutfasen så trætte, at de dårligt kunne løfte armene…

 

Teknisk fremragende boksning blev også serveret af BK Thors Jawid Rostami, der vandt over en aggressiv Muhammed Anmadi fra Hornslet, der ydede flot bidrag til en underholdende og medrivende kamp, hvor Jawid viste elegante undvigelser, hurtige fødder og god kontraboksning. Det var hans blot syvende sejr i 18 kampe, og det kan undre.

”Men han er p.t. på 70 procent af formatet. Og så skal man lige have i baghovedet, at han har mødt mange gode modstandere, og i seks af nederlagene har der været kontradom,” sagde BK Thor-træner Kenneth Jensen om den teknisk meget lovende Rostami.