Kvinde fundet dræbt i Randers – formodet gerningsmand anholdt

Østjyllands Politi modtog kl. 14.00 i dag mandag en anmeldelse om, at der muligvis var sket et drab i en lejlighed på Mariagervej i Randers. Da patruljerne ankom til adressen, fandt de en 25-årig kvinde, der var dræbt.

“En 31-årig mand blev anholdt, da han forsøgte at flygte ud af bagdøren, da vores patruljer ankom til stedet, ” fortæller politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Den 31-årige mand sigtes for manddrab og bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af tirsdag.

Den dræbte og den anholdte kender hinanden, og de kommer begge fra Randers.

Østjyllands Politi er fortsat på gerningsstedet og flere steder, der er relateret til episoden.

Disse steder vil være spærret af, indtil stederne er undersøgt færdigt.

De pårørende til den dræbte er underrettet.

Af hensyn til den videre efterforskning, ønsker Østjyllands Politi foreløbigt ikke at oplyse yderligere om detaljerne omkring drabet.