Kunstneren Kristian von Hornsleth får i weekenden fløjet fire hjemløse narkomaner fra London til Randers for at udstille dem i glasmontrer.

Det sker i forbindelse med en ny udstilling på Randers Kunstmuseum.

Udstillingen skal vise menneskets undergang, lyder det.

De fire hjemløse kommer fra forskellige baggrunde. De har dog afhængigheden af crack eller heroin til fælles. Det er desuden første gang, at de forlader England.

De medbringer metadon, så de ikke får abstinenser, mens de er udstillede, og Hornsleth har sørget for hotelovernatning i Randers midtby.

Kristian von Hornsleth har ikke betænkeligheder ved at udstille mennesker i glasmontrer.

– Konklusionen er, at hvis nogen bliver forarget over det, er det dem, som har et problem. Det er dem, der har valgt nogle uduelige politikere og statsledere ind, der gør, at vi overhovedet har hjemløse.

– Så hvem har problemet her?

De hjemløse får halvdelen af prisen fra de værker, som de er med på. Han fortæller, at de ind til videre allerede har fået 30.000 kroner.