I går aftes sang jeg som vanligt godnatsang for min søn, vi synger som regel en af de mange fantastiske sange, vi har i vores højskolesangbøger. I aftes sang vi “Danmark for folket”, og i aftes fangede sidste vers mig især ovenpå urolighederne på Nørrebro.
Et uddrag af verset lyder således
“Kamp imod dem, der vil storme og slå de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.
Plads for hver tanke, der levende gror, det er vor stærke tone i det store verdenskor”.
Verset beskriver netop, hvad vi kan i Danmark, hvad der er vores styrke!
Vi har ret til at tale og tænke. Og vi skal for alt i verden slå hårdt ned på de mennesker, der prøver at begrænse denne ret.
Rasmus Paludan er en provokatør, men det virkelige problem er alle de fanatiske tosser, der kaster brosten efter politiet, laver bål i gaden og truer med død og ødelæggelse, fordi en provokatør sætter ild til en bog, de mener står over alt andet, ja endda over Danmarks grundlov.
Det skræmmende ved dette her er, at de vil give Rasmus Paludan skylden for de ødelæggelser og den vold, der blev begået.
Det er åbenbart sådan, vores samfund fungere i dag.
Bare du er mange nok, der er provokeret, så må du gerne ty til vold og ødelæggelse, de uintegrerbare har åbenbart lov til at kaste med brosten, angribe politiet, sætte ild til alting, true med død og ødelæggelse, uden det får konsekvenser.
Det er en falliterklæring af dimensioner.
Af Nicolai Estrup
Formand Dansk Folkeparti, Randers kommune
