En 37-årig mand skabte søndag aften så meget ballade på en bar på Kirketorvet i Randers, at personalet så sig nødsaget til at ringe til politiet.

Det skete kl. 19.39, skriver politiet i døgnrapporten.

Den 37-årige var sur på en anden bargæst, og det fik ham åbenbart til at smide rundt med flere møbler og slå til lamperne. På et tidspunkt gik han ud og hentede en større sten, som han tog med ind på baren.

Da politiet kom frem, var den 37-årige faldet til ro, men han blev anholdt og sigtet efter restaurationsloven på grund af det voldsomme møbelkasteri.