“Vi opfordrer borgmesteren til at udvise lederskab: Tag Verdo sagen omkring frasalg af koncernens el-net af mandagens byrådsdagsoden”, siger Daniel Madie, Konservative Folkeparti og Mogens Nyholm, Radikale Venstre

 

På mandagens Byrådsmøde skal sagen om frasalg af Verdos El-net behandles. Nu opfordrer to politikere borgmesteren til at tage sagen af dagsordenen inden da.

“Enhver kan se, at Verdo koncernen aktuelt er i økonomisk og ledelsesmæssigt modvind, og ting er ikke som de bør være. Vi ser kaos; også økonomisk”, siger de to i en pressemeddelelse.

Byrådet har fået fremlagt en sag der handler om Verdos ønske om, at koncernen vil frasælge sit El-net.

“Som byrådsmedlemmer må vi konstatere, at sjældent har vi modtaget en så ufuldstændigt og dårlig forberedt sagsfremstilling. Og den vurdering er vi ikke ene om”.

Randers Kommune har hyret et professionelt konsulentfirma Horten, der konstaterer mange fejl og mangler i Verdos sagsfremlæggelse – det lige fra benyttede prismodeller til forskellige vilkår for handelen. Som Horten konstaterer, så mangler der i den grad dokumentation i Verdos sagsakter.

“Den her sag handler om fremtiden for mange af kommunens borgere og deres husholdningsøkonomi. Den handler om, hvor meget vi skal betale for el, vand og varme. Byrådet må ikke svigte i en for forbrugerne så vigtig sag. Derfor må byrådet have alle nødvendige papirer og dokumentation på bordet inden sagen forelægges byrådet. Vi opfordrer derfor borgmesteren til at tage sagen af byrådets dagsorden på mandag.

Al den uro der er omkring Verdo og dens ledelse lige nu, er i sig selv et vigtigt argument for at udsætte sagen i en rum tid mener de. Når der er mere ro på Verdos ledelsesgange kan sagen evt. genfremsættes.

“Vi håber borgmesteren tager fat og viser lederskab”, siger de to.