Vi har et meget højtspecialiseret og effektivt sundhedsvæsen. Det fik jeg et lille indblik i, da jeg for nylig besøgte Regionshospitalet Randers sammen med min politikerkollega, Charlotte B. Mølbæk (SF).

Vi blev inviteret af hospitalsdirektør Jonas Dahl og besøgte fødegangen og lungemedicinsk afsnit. To meget forskellige afdelinger, både i opgaver og fysiske rammer. Jeg blev meget imponeret, og også fyldt af en vis ærefrygt, ved at forstå en lille flig af det store system, som vores sundhedsvæsen i Region Midtjylland er. Hvordan man effektivt og med stor omsorg og professionalisme, ud fra de rammer, der er, yder en høj kvalitet i behandlingen og konstant arbejder med at forbedre patientforløbene.

Men det, der måske gjorde mest indtryk, var den klare besked, vi fik med derfra: Det, der mangler allermest, er sygeplejersker. De løber stærkt. Og i en ret nær fremtid kan vi få svært ved at rekruttere dem. Mange sygeplejersker bliver slidt af de skiftende vagter. Det kan være svært at få et familieliv til at hænge sammen, når man også skal arbejde aften og nat. Derfor finder mange, efter nogle år, et job i en klinik, hvor de kan arbejde kl. 9-15. Og derfor arbejder rigtig mange sygeplejersker ikke på fuld tid.

Udover de arbejdsvilkår, der generelt gælder for sygeplejersker, må vi også konstatere, at de konstante besparelser på sundhedsvæsenet har gjort deres til at forringe sygeplejerskernes situation. Og selv om de gør det godt, så kan det ikke undgå at gå ud over patienterne. Der er bare mindre tid til hver patient, når der er færre personaler på arbejde. Det er indiskutabelt.
Derfor skal vi politikere arbejde på at få uddannet nogle flere sygeplejersker, så vi kan ansætte flere. Og nogen til at overtage de stillinger, der bliver ledige på fx de medicinske afdelinger, når sygeplejerskerne søger over i klinikkerne.

Mere tid – både til personale og patienter. Det vil jeg arbejde for i Folketinget. Vi må stå sammen om at forbedre vores sundhedsvæsen. For vi er fælles om fremtiden.

 

Iben Sønderup, folketingskandidat og byrådsmedlem (S)