Mine børn går på den lokale folkeskole her i Randers. Ifølge Michael Aastrup Jensen så befinder jeg mig tilsyneladende på B-holdet – i hvert fald hvis jeg skal tage hans udtalelser til TV2 Østjylland til trone. Socialdemokratiet ønsker at tilbagerulle overbetalingen til privatskolerne. Det har fået Venstres Michael Aastrup Jensen til at råbe vagt i gevær. Han mener, privatskolerne er i fare for at blive massakreret. Han frygter, at privatskolen så kun er for de rigeste og er bekymret for, at det vil betyde, at vi vil få et A og B hold, fordi der vil være nogle, som ikke vil kunne betale for at gå på privatskole.

Michael Aastrup Jensen ønsker at bevare tingene som de er nu – det ønsker jeg ikke. Mange unge mennesker har det svært. Børn som ikke går i skole, og børn som ikke bliver set og hørt, der hvor de er, er desværre en del af dagligdagen i en presset folkeskole – også i Randers. Folkeskolernes økonomi i Randers Kommune er presset. Randers Lærerforening er bekymret. Mere end hver tredje uddannede lærer har valgt at arbejde udenfor folkeskolen. Antallet af børn, som ønsker optagelse i privatskoler, er højt.

I den tid Venstre har haft regeringsmagten, er uligheden mellem skolerne blevet større. Udover det stigende tilskud så konkurrerer skolerne også på ulige vilkår. Hvor folkets skole er for alle, kan privatskolerne tillade sig at udvælge, hvem de ønsker optaget på deres skole.

Det virker også paradoksalt, at samtidig med at regeringen har fundet det nødvendigt at spare 2% om året på ungdomsuddannelserne, så har de samtidig prioriteret at sætte tilskuddet op for de private skoler.

I Randers Kommune har vi altid haft stærke private skoler, og det vil også fortsætte, tænker jeg. Jeg ønsker lige adgang til skole og uddannelse. Jeg ønsker en folkeskole, som giver de unge mennesker det bedste afsæt for det videre liv.

Derfor glæder det mig, at socialdemokratiet vil indføre en velfærdslov, som sikrer den danske velfærd i fremtiden. Vi skal investere i vores samfundsmodel. Der skal være penge nok til vores yngste og ældste. Nej tak til en offentlig sektor, som udelukkende er for dem, som ikke har andre muligheder. Tilliden skal vindes tilbage – tilliden til vores skoler – børnehaver – plejehjem – tilliden til vores velfærdssamfund.

Jeg arbejder for, at folkets skoler er det naturlige første valg.

 

Malte Larsen, S