Ydmyg, beæret og stolt. Sådan udtalte jeg mig i september ’14, da jeg blev valgt til folketingskandidat. Følelsen i dag er den samme- jeg er blevet betroet at være en af egnens repræsentanter på Christiansborg. 5.708 mennesker valgte at sætte kryds ud for mit navn på stemmesedlen. Jeg vil gerne sige mange tak for tilliden. Jeg vil gøre mit yderste for at leve op til den.

Mange tak til alle kandidater og debattører for en god og sober valgkamp, hvor vi formåede at holde fokus på egen politik – egne ambitioner for et bedre Danmark.

Et stort tillykke skal lyde til Michael Aastrup Jensen, V, samt Charlotte Broman Mølbæk, SF, der ligeledes er valgt ind i Folketinget her fra Randers. Jeg glæder mig til samarbejdet. Der bliver nok at tage fat på.

Det er min ambition at være til rådighed for alle jer, der står med en konkret udfordring, der kræver handling på Christiansborg. Så tøv ikke med at sende mig en mail eller en sms – også hvis du har en god ide til forbedringer i vores del af Danmark. Du kan finde min kontaktinfo på hjemmesiden maltelarsen.dk.

 

Malte Larsen, MF, S