Fremover kommer den kommunale tandpleje i Randers Kommune til at bestå af fem tandklinikker i stedet for ti. Og samtidig bliver klinikkerne renoveret og ombygget for cirka ti millioner kroner. Det besluttede Randers Byråd i går.

De fem klinikker skal høre hjemme på Nørrevangsskolen, Korshøjskolen, Tirsdalens Skole, Bjerregrav Skole og i Randers Sundhedscenter på Thors Bakke.

Forslaget til den nye struktur var et ud af tre scenarier, der har været i høring.