En ny forretning er skudt frem St. Voldgade 1 F – KMF Elektronik – her er der hjælp at hente til de tekniske problemer man måtte have med fjernsyn, radio og endda computere

 

Det er den tidligere sælger i radiobranchen hos blandt andet Fona, Knud Møller Frandsen, der sammen med hustruen Ingrid Frandsen har åbnet – hvad man vel rolig kan kalde en lille blandet landhandel. Her står der træsko og køkkenmaskiner side om side med DAB-radioer og fladskærme.

Her kan du få hjælp til opsætning og installering af TV, kanalsøgning og hjælp til opsætning og tilslutning af Computere. Han sælger også radioer, tv-produkter, musikanlæg og køkkenudstyr – og så kopierer han VHS,VHS-C, video8 og DV bånd til DVD.

“Som tidligere sælger i radiobranchen oplevede jeg at – især de ældre – havde brug for hjælp til at sætte deres produkter til, når de havde købt dem. Der er ikke meget hjælp at få i dag, når du handler i de store kæder. Men her får du hjælpen med i prisen”, fortæller Knud Møller Frandsen.

Han har handlet med elektronik siden 1969, og ved derfor hvad han snakker om.

“Da Fona lukkede, var der flere kunder, der spurgte mig, og hvor de nu skulle gå hen, hvis de ikke kunne finde ud af deres nye produkter. Så tænkte jeg, at nu jeg er blevet pensionist, kunne jeg da godt åbne en forretning på hobbyplan”, fortæller Knud.

Som sagt så gjort. En af hans venner købte ejendommen i St. Voldgade og Knud kunne få en meget billig husleje. Derfor er han heller ikke afhængig af at skulle have en stor omsætning.

Han har dog allerede fået en del faste kunder.

 

Ud fra behov

Her i sommer er der ikke åbnet i butikken fredag og lørdag – der tager Knud sammen med nevøen ud på de danske markeder rundt om i landet og sælger blandt andet køkkenmaskiner.

“Det startede for nogle år siden, hvor min nevø begyndte at sælge blandt andet køkkenmaskiner og jeg ville godt være med – og så kunne vi jo lige så godt have nogle her i forretningen også”, fortæller Knud.

“Jeg kan godt lide den personlige kontakt til kunderne – og det er også derfor jeg besluttede mig for at åbne KMF Elektronik”, fortæller han.

Knud kan godt konkurrere med de store kæder, fortæller han. Han yder nemlig en service, der er med i prisen, når man handler hos ham – det tilbyder de store kæder ikke.

“Og her prøver vi ikke at lokke kunderne til at købe det dyreste. Hvis fru Hansen kun ser DR, hvad skal hun så med et super smart TV. Nej så sælger jeg hende ud fra det behov hun har”, siger Knud.

Og en kunde kom en dag til ham, fordi han have fået at vide at hans computer var død. Han havde besøgt en computerforretning, der fortalte at harddisken var stået af. Det ville koste mindst 1500 kroner. Han spurgte Knud om ikke han kunne lave den, og hvad det ville koste.

“Jeg fortalte ham, at hvis ikke jeg kunne lave den, ville det ikke koste noget. Jeg brugte cirka to timer på den, og det viste sig, at det bare var Windows, der skulle geninstalleres – han slap med at betale 500 kroner”, fortæller Knud.

KMF Elektronik er netop begyndt at forhandle boxerabonnementer også.