En mandlig bilist fik torsdag eftermiddag tilkaldt politiet, da han så en ældre kvinde køre meget usikkert rundt i sin bil i Randers.

I en rundkørsel ramte hun ind i en stenstolpe, og senere på Hans Bojes Allé kørte hun ind i en parkeret bil. Manden fulgte efter, og da kvinden parkerede sin bil, tog han kontakt til hende og fik hende til at vente på patruljen, der kort efter kom frem.

Da den 78-årige kvinde virkede beruset, blev hun sigtet for spritkørsel. Mens betjentene talte med hende, mistede hun balancen, faldt ned på asfalten og slog hovedet. Hun blev efterfølgende kørt til skadestuen til tjek for hendes skader.