De nye robotter sørger for betaling af lægeregninger og for at udregne flexløn. Robotterne er software-robotter, som hjælper Social og Arbejdsmarkedsforvaltningen med at udføre manuelle arbejdsopgaver

 

Den elektroniske udvikling fortsætter, og i Randers Kommune betyder det, at flere og flere manuelle opgaver bliver udført af automatiserede robotter. Og det kommer både borgere og ansatte til gavn ifølge Jan Kjeldmann, chef for Økonomi og Styring i Randers Kommune:

“Det er et initiativ, som er med til at lette de manuelle arbejdsprocesser. Med de nye robotter får vi gjort op med nogle rutineprægede arbejdsgange, så vi får frigivet nogle ressourcer til at øge kvaliteten på andre mere borgernære områder. Den administrative del i kommunen bliver smartere og bedre, og fokus kommer på at yde service for borgeren.”

 

Ordner computeropgaver

De nye robotter løser opgaver for Social og Arbejdsmarkedsforvaltningen. En af dem sørger for at tjekke og betale de tusindvis af lægeregninger som Randers Kommune betaler hvert år, mens en anden sørger for at beregne fleksløntilskud for 1300 borgere i Randers.

Robotterne opererer elektronisk og er lavet til at ordne computeropgaver, så de ansatte slipper for at sidde og udføre det manuelle arbejde. En af dem er Susanne Hummelshøj Andersen, som tidligere havde ansvaret for at tjekke lægeregninger:

“Det har været vanvittigt spændende at følge robotterne. De meget trivielle, ensformige opgaver forsvinder, og det er jo rart, for så kan vi bruge tiden på andre opgaver. Derudover er det med til at sikre, at regningerne bliver betalt til tiden. Fordelen er også, at robotterne ikke kommer til at klikke forkert eller lave andre fejl”.

“Robotterne har et kæmpe potentiale for fremtidig udbredning her i kommunen, og vi er ved at kigge på, om robotterne kan bruges på andre områder, især i forhold til at automatisere betalingen af regninger,” udtaler Jan Kjeldmann om den digitale fremtid i Randers.

Randers Kommune har i alt 12 robotter i brug til at løse forskellige opgaver rundt på tværs af forskellige afdelinger.