For Elvis-entusiaster er der nu på lørdag 3. august en enestående mulighed for at gøre et godt køb, når Campen Auktioner afholder stor Elvis-auktion på Memphis Mansion

 

Hele 61 sjældne Elvis-effekter kommer under hammeren og til at skyde auktionen i gang er ingen andre end Elvis’ kusine Donna Presley, der gæster auktionen.

Auktionen løber af stablen i forbindelse med Memphis Mansion Garden Party, der finder sted 2-4. august. Alle gæster kan lørdag komme gratis ind til auktionen uden at skulle betale billet til Garden Party arrangementet.
Auktionen starter kl. 10.00 med mulighed for eftersyn fra kl. 9.00.

Det er muligt at forhåndsbyde på auktionen på www.campenauktioner.dk indtil fredag aften kl. 20.00.
Auktionen er stablet på benene i et samarbejde mellem Campen Auktioner og Memphis Mansion i Randers. Det er en gentagelse af sidste års succes, hvor der også var Elvis-auktion og tidligere i år bød samarbejdet også på en stor Gasolin-auktion på Værket i Randers.

Kendere fra hele verden
Auktionen har allerede nu fået stor opmærksomhed fra samlere fra både ind- og udland. Auktionen afholdes til Memphis Mansions Garden Party, der har Elvis-interesserede gæster fra rundt omkring i verden, så der vil være mange Elvis-kendere til stede, når de 61 sjældne Elvis-effekter kommer under hammeren.
Fra kataloget kan blandt andet nævnes to platinplader, en guitar, trommestikker, fotoalbums, plakater og signerede plader. Særligt kan fremhæves katalognummer 2, en Gibson Elvis Guitar Limited Edition, katalognummer 20, en LP signeret af Elvis samt katalognummer 61, en ”it’s now or never” gold record givet til Elvis.