I anledning af Randers Festuge har Randers Kommune hyret en skodkunstner, der laver opsigtsvækkende skodværker af cigaretskod, der er fejet op på gaderne i Randers. De hvide og gule kunstværker skal gøre rygerne opmærksomme på, at der er plastik i cigaretfiltre, som skader miljøet. I forbindelse med skabelsen af skodkunsten uddeler festklædte butlere lommeaskebægre fredag 9. august

 

“I Randers passer vi på miljøet. Der er plastik i cigaretfiltrene, og det skader naturen og dyrelivet. Mange rygere smider i god mening deres skod i kloakken lykkeligt uvidende om, at det kan havne direkte i naturen. Derfor laver vi disse events, der skal få rygerne i Randers til at tænke sig om, inden de smider deres cigaretskod,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

 

Miljøbevidste rygere
Cigaretskod er det stykke affald, der generer flest borgere. Hver dag bliver der smidt omkring otte millioner. cigaretskod i Danmark. At der også er plastik i cigaretskod er en viden, som kommunen nu vil bruge aktivt for at få rygere til at ændre adfærd:

” Randers Kommune har gennem de seneste tre år sat flere askebægre op i Randers midtby og har lavet kampagner for at få rygerne til at tage ansvar for deres cigaretskod. Det har virket, men der ligger stadig for mange skod på joden. Derfor forsøger kommunen denne gang at påvirke rygerne til at være miljøbevidste og tænke på naturen. Det håber jeg vil få en positiv effekt,” siger Frank Nørgaard.

 

Fakta

Du kan møde skodkunstner Bodil Forsgaard og hendes to butlere, der deler gratis lommeaskebægre ud, forskellige steder i Randers midtby fredag 9. august fra klokken 15.00-19.00, lørdag 10. august fra klokken 11.00 – 15.00.