Det er nok som engageret fodboldtræner for 1. divisions dameholdet i Romalt, eller som formand for Round Table i Randers, han er mest kendt, men nu kan advokat Rasmus Grejsen Lynge også kalde sig partner i Advokaterne Passagen i Grenaa. Det betyder heldigvis ikke, at han forlader Randers og fodbolden.

Advokaterne Passagen er en af de ældste virksomheder i Grenaa. Stiftelsen går helt tilbage i 1859. Det var bare ti år efter Grundloven blev indført. Dengang under et andet navn ganske vist. Nu har advokatvirksomheden taget et vigtigt skridt i den fortsatte rejse. Advokat (L) Rasmus Grejsen Lynge, der er 41 år og bor i Harridslev, er blevet ny partner.

Hans karriere som advokat startede et helt andet sted. Oprindelig med en uddannelse som multimediedesigner. Før det var han sergent i Hæren. Det var i øvrigt, mens han gjorde tjeneste i Aalborg, han mødte Dina, som han blev gift og stiftede familie sammen med.

Kort efter uddannelsen som jurist, blev han ansat hos Hansen|Sønderby i Randers. ”Uddannelsen som multimediedesigner var nok en usædvanlig omvej,” erkender Rasmus Grejsen Lynge, ”til gengæld har den været særdeles nyttig i mit juridiske virke. Den giver en indsigt og forståelse for den digitale verden, som de fleste af mine kolleger ikke har.”

Den nye partner i advokatfirmaet er tillige en glødende fodboldentusiast. ”Jeg tror, jeg er den eneste landsretsadvokat med en UEFA trænerlicens på næsthøjeste niveau,” lyder det fra en smilende Rasmus Grejsen Lynge. Han har en årrække trænet Skovbakken U17 og U18 og bl.a. hentet danmarksmesterskaber til klubben. I sommers formåede han at føre Romalt IFs damer op i 1. division.

Ligesom ambitionerne er solide for fodboldtræneren, er de det også for advokaten Rasmus Grejsen Lynge. ”Jeg er bestemt beæret over at skulle træde ind i en advokatvirksomhed, der har så lang lokal historie. Mit mål er at holde fast i den tilknytning, vores virksomhed har til Grenaa og sandelig også til Randers, herunder også bevare nogle af de gode traditioner, der har sikret virksomhedens sunde drift i så mange år. Personligt vil jeg sigte efter møderet for højesteret. Det vil være med til at sikre målene,” slutter han.

I sit professionelle virke arbejder Rasmus Grejsen Lynge mest som erhvervsadvokat med fokus på områder som entrepriseret, lejeret, køb og salg af ejendom, insolvens, selskabsret og virksomhedsoverdragelse. Det bliver der rig mulighed for selv at tale med den nye partner om fredag den 6. september, hvor Advokaterne Passagen inviterer til reception i Passagen 4 i Grenaa.