Cykelrytteren Mads Würtz Schmidt fra Randers var både glad og skuffet, da han torsdag kom i mål efter den 17 kilometer lange enkeltstart i PostNord Danmark Rundt.

Det lykkedes nemlig ikke den danske profil, der kører for det sammensatte hold, Team PostNord Danmark, at vinde kampen mod uret, men med den tredjebedste tid fører han samlet løbet.

– Jeg tager førertrøjen som en lille sejr, lød det efterfølgende fra Mads Würtz Schmidt.

I dag køres årets kongeetape fra Holstebro til Vejle.

Løbet slutter søndag på Frederiksberg i København.