Fjerde gang blev lykkens gang!
Det beviste det bedste herrehold i Randers Golf Klub, da de søndag d. 15. september i Herning Golf Klub besejrede modstanderne fra Viborg GK med cifrene 10-8. Med sejren fulgte oprykning til 1.  division hvilket er første gang i klubbens historie.

Oprykningen blev en realitet efter en tæt affære hvor begge hold naturligvis var opsatte på det videre avancement.
Randers Golf Klub kom bedst fra start da de efter formiddagens tre foursome matcher (golfens svar på en double) førte med 4-2, og sikrede på denne vis et marginalt forspring før eftermiddagens singler.

Netop eftermiddagens singler blev en neglebidende affære hvor de enkelte matcher bølgede frem og tilbage.
Kristian Bressum skilte sig dog en anelse ud, da han afgjorde hans match forholdsvis sikkert med cifrene 3/2 og derved sikrede Randers Golf Klub en føring på 6-2.
Kort tid efter tabte Mike Solgaard desværre hans single med mindst mulig margin 0/1, hvorved forspringet endnu engang var nede på 2 point.
De 2 point så ud til at blive udlignet med mindre Mikkel Schmitt formåede at vinde det sidste hul i hans opgør. Mikkel holdt nerverne i ro og slog et fænomenalt slag ind til den sidste green, hvilket resulterede i en uafgjort match og dermed pointdeling.

Stillingen var nu 7-5 og Randers Golf Klub manglede blot 3 matchpoint for at sikre sig en plads i landets næstbedste række. Det så længe ud til at Klaus Bilde leverede to af disse, da han før banens sidste hul var foran med et. Han behøvede derfor blot at ”dele” det sidste hul (når begge spillere bruger det samme antal slag), hvilket i den grad så ud til at lykkedes da Klaus, fra 125 m, sendte bolden omkring 3 m fra flaget. Modstanderen fra Viborg ville det i midlertidig anderledes da han fra en lignende afstand slog bolden direkte i hullet i to slag.

Stillingen var nu 8-6 og næste match der skulle afgøres involverede Jonas Thygesen. Jonas havde længe været bagud, men fik sig kæmpet tilbage med mulighed for at dele matchen hvis han vandt det afsluttende hul. Trods fight og viljestyrke måtte Jonas til slut strække våben og stillingen var nu 8-8!

Spændingen var derfor total og dysten skulle nu afgøres i den sidste match hvor Marco Solgaard, efter en hård start, havde genfundet spillet og førte komfortabelt inden der resterede to huller. Her kunne Marco nøjedes med at dele – hvilket han gjorde – ét af de resterende huller og derved sikre den samlede sejr til Randers Golf Klub.

Oprykningen får ikke kun indflydelse på golfklubbens 1. herrehold, men ligeledes for 2. og 3. holdet der på forhånd havde sikret sig avancement, hvis 1. holdet avancerede. Derfor tæller herreholdene i 2020 et hold i 1, 2 og 3. division. Hertil skal det nævnes at senior 3. division tidligere har vundet deres del og dermed sikret oprykning til 2. division.

Det er tredje sæson i træk at Randers Golf Klub´s 1. hold er repræsenteret ved et oprykningsspil til 1. division – fjerde gang indenfor de seneste otte sæsoner. I de sidste to forsøg er det blevet til nederlag med cifrene 13-5 og 12-6, hvilket blot er med til at styrke glæden ved denne oprykning.

Af samme årsag ser spillere og trænere stolte og ydmygt frem mod næste sæson, og sætter pris på støtten fra de heppende tilskuere samt de sponsorer der støtter op om golfklubbens elitearbejde