Vi vil fortsat se mange jobåbninger i Randers og omegn. Det viser den nyeste prognose fra Jobcenter Randers Erhverv, der kortlægger efterspørgslen efter arbejdskraft

 

Over de næste 12 måneder er der udsigt til stigende efterspørgsel efter både faglærte, ufaglærte og personer med en længere videregående uddannelse i Randers.

Og det er en situation der kommer borgerne til gode.

“Der er optimisme blandt arbejdsgivere i Randers Kommune, når det gælder det fremtidige behov for arbejdskraft. Det er for mig at se en stærk indikator på, at Randers er en fremadstormende by, hvor der også i fremtiden vil være et væld af jobmuligheder inden for en lang række sektorer, til glæde for borgerne. Det får vi bekræftet med denne prognose. Samtidig viser det os, hvor vi skal hjælpe virksomhederne med at skaffe arbejdskraft,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers.

Han har netop drøftet rapporten i EVA (Forum for Erhverv, Vækst og Arbejdsmarked) hvor borgmesteren er formand. I EVA sidder arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for uddannelsesinstitutionerne og repræsentanter fra forvaltningen i Randers Kommune.

 

 Et godt udgangspunkt

Dialogen i EVA havde som formål at bruge rapporten som afsæt til at øge beskæftigelsesmuligheder for ledige blandt andet gennem tilbud om kompetenceløft og uddannelse – tilbud som samtidig matcher arbejdsmarkedets behov.

“De mange jobmuligheder i vores kommune betyder også, at vi skal sørge for at få tiltrukket og uddannet jobparate borgere til de fag, hvor der kan være udfordringer med at rekruttere arbejdskraft. Denne rapport giver os et godt udgangspunkt for, at sørge for, at vi har den rigtige fordeling i arbejdsstyrken fremadrettet,” siger Ellen Petersen, formand for Beskæftigelsesudvalget.

Prognosen fra Jobcenter Randers Erhverv indeholder et jobbarometer, som er en grafisk illustration af jobmuligheder lige nu og 3 måneder frem. Jobbarometeret vil kunne bruges i jobcentrets vejledning af ledige, som leder efter faglig opkvalificering, brancheskift og kompetenceløft.

“Med jobbarometret kan vi tilbyde ledige en konstruktiv vejledning, så de kan få syn for hvordan de målretter deres jobjagt efter brancher, hvor der er bedst mulighed at komme i job. Jobbarometret kommer altså både de jobsøgende og arbejdsmarkedet til gode,” fortæller Tine Arensbach, chef i Jobcenter Randers Erhverv.

 

Ifølge rapporten forventes det, at der vil være flest jobmuligheder inden for følgende sektorer:

– Offentlig administration, undervisning og sundhed

– Handel, detail og transport

– Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed

– Bygge- og anlæg

– Erhvervsservice (rengøring , markedsføring, advokatbistand)