Der er torsdag 3. oktober foredrag med Bjarne Nielsen Brovst Øster Velling Forsamlingshus om den jyske humor

 

At den jyske humor går via Brovst, skal tages ganske bogstaveligt, for med udgangspunkt i 1950’ernes Brovst fortæller Bjarne Nielsen Brovst denne aften om originaler og sære skikkelser. Et foredrag med både humor og livsglæde, fortalt lige til hjertet.

Bjarne Nielsen Brovst er født i Brovst i 1947 og debuterede som forfatter i 1970 med Mit Hjertes Have. Har siden haft et omfattende forfatterskab og bl.a. skrevet biografier om H. C. Andersen, Grundtvig, Jeppe Aakjær, William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen. Han har også skrevet digte, noveller og flere selvbiografier og er i dag stadig en efterspurgt foredragsholder, ligesom han har været fast bidragyder med klummer om haver til Kristeligt Dagblad.

Den flittige forfatter har modtaget mange hæderspriser for sit virke, bl.a. Norske Boghandleres Rejselegat i 1970, Kaj Munks Mindefonds Pris i 1979, Egholt Fondens store Litteraturpris i 1999, Limfjordsegnens Litteraturpris i 2005, ridder af Dannebrog 2007 og Niels Ebbesens Fortjenstmedalje i 2015.

Bjarne Nielsen Brovst har en stor læserskare til sit folkelige forfatterskab, hvad enten det er romaner, digte, fortællinger, biografier eller løgnehistorier.

Der er fri entré til foredraget der starter kl. 19.00, og forsamlingshuset sælger øl, vand, kaffe og kage.