En 42-årig mand blev i går anholdt og sigtet at have truet sine udlejere på livet.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Mandens to udlejere dukkede kl. 15.30 op på den 42-åriges adresse i Spentrup nord for Randers for at få ham til at betale husleje.

Her truede han ifølge sigtelsen de to personer flere gange verbalt og pegede på dem med en hardballpistol, der lignede et rigtigt våben. Det fik udlejerne til at trække sig væk fra stedet og ringe til politiet, som kort efter ankom og fik anholdt den 42-årige.