I Nørhald Kunstforening åbnes dørene lørdag 5. oktober kl. 14 til en udstilling med malerier  af Lilian Karlsson

 

Lillian har en lang karriere som billedkunstner, og udstillingen i Nørhald Kunstforening er samtidig en markering af, at hun rundede 80 år tilbage i maj måned. Udstillingen viser malerier fra hendes lange virke. En større samling af hendes værker kan desuden ses på www.lilian-karlsson.dk.

Hun henter inspiration til sine billeder i såvel de nære omgivelser ved Randers fjord som på rejser i Danmark og i udlandet. Mulighederne er mange, for der er mange oplevelser og indtryk, der har fæstnet sig. Det kan være naturen på rejse til Nordkap, op gennem Finland og med hjemtur gennem Norge. Eller en sejlads på de russiske floder. Rejser til Provence, hvor naturen og farverne er til stor inspiration.

Italien, hvor især Verona med sin opera har betaget hende. Ture til London og Sydengland med smuk natur og ikke mindst Stonehenge. New York, hvor byens puls slår hastigt og intens døgnet rundt, betog hende fuldstændig. Selv fortæller hun:

”Det er ikke det jeg ser, men det der sker inde i hovedet, der får mig til at male. Jeg maler, fordi jeg ikke med sproget kan sige det, jeg har brug for at sige. Et maleri er færdigt, når det har fået sin egen sjæl. Det svære er at fornemme, når sjælen er tilstede. Det er her en stor del af kunsten ligger”.

“En af styrkerne ved kunsten er netop, at den kan sige noget af det, vi ellers ikke kan finde ord for”, supplerer hun.

Derfor er det en stor fornøjelse at kunne præsentere Lilian Karlsons værker ved ferniseringen lørdag

Udstillingen har fernisering lørdag 5. oktober kl. 14 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole.

Der vil være musikalske indslag og en lille forfriskning.

Sidste udstillingsdag er torsdag 7. november.